De danske fodboldkvinder missede desværre VM, som netop er blevet afviklet i Frankrig. Nu ses der i stedet frem mod EM-kvalifikationen i efteråret. Men hvorfor var det egentlig, at Danmark ikke kunne gentage succesen fra EM i 2017? Og kan holdet lære af den mislykkede VM-kvalifikation og topholdene ved VM?
Hvorfor kunne Danmark ikke gentage succesen fra EM, hvor holdet spillede sig til en flot sølvmedalje, og kvalificere sig til det VM, som netop er blevet afviklet i Frankrig? Det spørger mange om og sikkert også spillerne selv.
Skyldtes det dårlig taktik, skader, eller var det bare den velkendte metaltræthed, som ofte rammer et hold efter en kæmpe succes? Faktisk findes der et fjerde – i hvert fald delvist – svar på, hvorfor kvinderne ikke kvalificerede sig.
Konflikten med DBU om spillerlønningerne betød et skrivebordsnederlag til Sverige samt et langt og opslidende forløb, som påvirkede holdet både resultatmæssigt og kvindernes mentale tilstand. Danmark blev derfor sendt ud i en mindre playoffkamp blandt de fire bedste toere om en VM-billet, men måtte se sig slået af Holland, der samlet vandt 4-1. Dermed gik Danmark glip af ikke bare VM, men også OL i Tokyo i 2020.
Selv mente kvinderne ikke at VM-kvalifikationen blev tabt på gulvet på grund af skrivebordsnederlaget til Sverige. Kort efter hjemmebanenederlaget mod Holland i oktober 2018 på Viborg Stadion udtalte angriber Sanne Troelsgaard, der til dagligt spiller i FC Rosengård, til TV 2-sporten, at det derimod var det andet og reelle møde mod svenskerne i Danmark, hvor danskerne tabte 0-1.
Hun blev bakket op af anfører Pernille Harder, som også mente, at det var nogle af de andre kampe, hvor danskerne ikke havde præsteret på et forventeligt og nødvendigt niveau. Hun påpegede, at den primære årsag til, at VM-kvalifikationen glippede var, at holdet ikke formåede at holde det høje niveau over en længere periode.
Landstræner Lars Søndergaard fremhævede også kampen mod Sverige i Danmark samt den uafgjorte kamp mod Kroatien som de afgørende kampe i Danmarks pulje. Med en sejr over Sverige kunne Danmark have spillet sig direkte i VM-slutrunden og havde undgået de ekstra kampe mod Holland og en potentiel finalemodstander i playoffkampene.
Mændene er outsidere og kvinderne favoritter
Men sket er sket, og nu må kvinderne se fremad mod EM-kvalifikationen i efteråret. Her møder Danmark Bosnien-Herzegovina, Georgien, Israel, Italien og Malta. I modsætning til herrelandsholdet, som i deres EM-kvalifikationspulje kun ses som outsidere til at kvalificere sig er, trods den ringe præstation i VM-kvalifikationen, kvinderne klare favoritter til at vinde puljen.
De danske herrer har endda fået en lodtrækning mod Schweiz, Irland og Georgien, som de var svært tilfredse med, men det var inden 3-3 kampen mod Schweiz og 1-1 resultatet på hjemmebane mod Irland. Selvom sidste kamp inden sommerferien, 5-1 sejren hjemme mod Georgien, har indsatsen alligevel ikke været tilfredsstillende nok til at få bookmakernes odds, der ligger på 2.35 på dansk kvalifikation, helt i bund.
Kvinderne lægger ud med deres første EM-kvalifikationskamp mod Malta på Viborg Stadion. Den sværeste modstander i puljen bliver helt klart Italien fra første seedningslag, da Danmark som 2. seedet var sikker på at få en på papiret sværere modstander med i puljen.
Ser man på resultaterne fra VM-kvalifikationen klarede Danmark sig rigtigt godt mod de svage modstandere i puljen. Ungarn blev slået i første kamp på udebane med hele 6-1 og igen på hjemmebane med 5-1. Sejren mod Ukraine blev derimod hentet hjem med remmer og seler på hjemmebanen, men det blev der rådet bod på med en 5-1 sejr i Kiev.
De to sværeste modstandere, Sverige og Kroatien var derimod, hvor Danmark ikke slog til, og man skal kunne slå favoritterne, hvis man vil gøre sig håb om at komme til tops eller vinde et VM. Det første skrivebordsnederlag til Sverige er der ikke så meget at sige til, men hverken resultatet eller indsatsen var noget, kvinderne kunne være bekendt på hjemmebane. Og efter en flot udebanesejr på 0-4 mod Kroatien i oktober 2017, var det simpelthen ikke godt nok kun at få 1-1 på hjemmebane knapt et år efter.
Hvad kan kvindelandsholdet lære af den mislykkede VM-kvalifikation?
De har jo heldigvis præsteret både at spille sig til en slutrunde og få et fantastisk resultat før, så måske kvindelandsholdet bør dykke ned i gemmerne og forsøge at finde den gejst, den vilje til sejr, og de mere stabile præstationer frem, som fik dem så langt under EM i 2017.
Det kan også være en god idé at skæve til nogle af de succesfulde hold under VM og se på, hvad de gør rigtigt. Særligt kan de lære noget af USA’s kvinder, som har formået, hvad det aldrig er lykkedes det amerikanske herrelandshold: At få gedigen succes på grønsværen.
Med en 2-0-sejr i finalen over Holland kunne det amerikanske kvindelandshold skrive fodboldhistorie, da det var fjerde gang, at holdet vandt verdensmesterskabet. Det er ikke lykkedes noget andet land, og hertil var amerikanerne også det kun andet hold nogensinde, som har været i stand til at forsvare deres titel. Tyskland vandt VM i 2003 og 2007, og da amerikanerne slog Japan i finalen i 2015, kunne de også skrive sig ind i historiebøgerne.
Som nogle af spillerne og landstrænerne selv har været inde på, gælder det om at gribe chancerne, score på dem og vinde alle kampe- også de svære. Selvom USA måske ikke vandt alle deres kampe med en målscore på +13 som i 13-0-sejren over Thailand, vandt de samtlige af deres kampe på vej mod finalen, og i gennemsnit med en margin på 1-2 mål.
Det samme gjaldt Holland, der måske ikke var lige så suveræne, og både lod en del mål gå ind og i enkelte tilfælde kun vandt 1-0 over modstanderen, men de gjorde det, der var nødvendigt.
Før EM-kvalifikationen er godt i gang, og vi kan se, hvordan det danske kvindelandshold præsterer, kan det være svært at sige, om de har lært noget af historien. Fra den 29. august og fremefter bliver vi klogere.