Fiorentina har meddelt, at klubben har skrevet kontrakt med Janni Arnth for resten af 2019/2020 sæsonen.
Janni Arnth forlader Arsenal efter blot en enkelt sæson, hvor hun var med til at spille mesterskabet tilbage til Londonklubben efter flere års titel-tørke.
Janni startede som lyn og torden i Arsenal, hvor hun scorede i sin debut, men som sæsonen skred frem blev det til mindre og mindre spilletid.
Derfor er det forståeligt, at Janni søger nye udfordringer, hvor der mulighed for at spille fast, så hun også kan holde fast i sin plads på Kvindelandsholdet. Janni er udtaget til de næste to EM-kvalifikationskampe.
I Fiorentina skal Janni spille sammen med Frederikke Thøgersen, der tidligere denne sommer skiftede til den italienske storklub, der sluttede som nummer to i både liga og pokalturnering efter Juventus.
De to danskere spiller også på hold med et andet kendt ansigt i dansk kvindefodbold, nemlig amerikanske Janelle Cordia, der har spillet for Fortuna Hjørring fra 2014 og frem til sommer.
En lille sjov krølle på historien her er, at Arsenal og Fiorentina skal møde hinanden i 16-dels finalerne i Champions League.
Janni Arnth: Nyt spændende kapitel
På de sociale medier har Janni selv udsendt denne meddelelse om sit klubskifte.
– Der åbnes for et nyt kapital i min rejse som fodboldspiller. I den kommende sæson skal jeg spille for Fiorentina – en udfordring, som jeg glæder mig enormt til. Muligheden for at spille for så fantastisk en klub og spille i den italienske Seria A, kunne jeg ikke sige nej til.
Det betyder også et farvel til Arsenal FC, som jeg stolt nåede at repræsentere i den forgangne sæson. Et engelsk mesterskab, og en masse nye erfaringer rigere, drager jeg nu sydpå til en masse nye og spændende fodboldoplevelser.
Tak til alle mennesker i og omkring Arsenal, Firenze og Fiorentina – jeg kan ikke vente med at komme i gang.
Vi ønsker Janni al mulig held og lykke i Italien.
Følg med på transferlisten
Fik du det hele med? Husk du løbende kan følge med i alle markante transfers med de danske fodboldkvinder lige her
Der sker meget i disse år, og især i Frankrig har der været fart over feltet for at sikre sig danske spillere.