Det var en begivenhedsrig weekend med pokaltitel, nedrykning og tre danske scoringer i Europa. Tag med på turen rundt til de danske kvinder i de europæiske klubber.
Italien
Der var danskeropgør i den italienske Super Cup finale, som Juventus med Sofie Junge på holdet vandt 2-0 over Fiorentina, der havde både Janni Arnth og Frederikke Thøgersen med i startopstillingen.
Dejligt at se, at flere danskere i aktion i så stor en kamp, og lige inden landsholdsudtagelsen.
AS Roma og Amalie Thestrup holdt kampfri i weekenden.
Tyskland
Pernille Harder scorede sit 9. sæsonmål for Wolfsburg, der vandt 5-1 over Essen. Pernille scorede til 2-0 i kampen. Du kan se Pernilles mål her
Der var ikke andre danskere i aktion i Tyskland i weekenden. Simone Boye var ikke i Bayerns trup, og Karoline Smidt Nielsen er heller ikke klar for Turbine Potsdam. Begge klubber vandt deres kampe i denne weekend.
England
Arsenal vandt topopgøret mod Manchester City på den hollandske stjerne Miedemas mål lige før pausen. 1-0 til Arsenal. Highlights her.
Matilde Lundorf fik 72 minutter for Brighton, der igen tabte i ligaen. Denne gang 2-0 til Everton.
Den engelske liga føres af Chelsea, der har 13 point. Arsenal og Manchester City har 12 point. Brighton har kun 2 point og ligger næstsidst efter de første fem runder.
Frankrig
Nadia Nadim scorede PSG’s sidste mål, på straffespark, i 5-0 sejren ude over Marseille. Dermed holder PSG fast i 1. pladsen i ligaen foran Lyon.
Danskerne i Fleury 91 trak det længste strå, da de besøgte Guingamp og Luna Gewitz lørdag eftermiddag.
Udeholdet vandt 1-0, og bevægede sig dermed lidt fri af nedrykningsspillet. Rikke Sevecke bar anførerbindet og havde Stine Larsen med på banen for Fleury 91. Cecilie Sandvej startede på bænken.
Norge
Der blev spillet pokalsemifinaler i weekenden og Vålerenga med Rikke Marie Madsen og Stine Ballisager er klar til finalen mod LSK efter en 4-1 sejr over Arna-Bjørnar.
Danskerne kom bagud tidligt i kampen, men Stine Ballisager udlignede, og i 2. halvleg sørgede et Ajara NcHout hattrick for at Vålerenga kan stemple ind i finalen den 23. november.
Spanien
Line Johansen og EDF Logrono rejste sig flot efter 5-0 nederlaget til FC Barcelona i sidste spillerunde.
Logrono vandt søndag 3-0 hjemme over Huelva, og indtager en 5. plads i ligaen efter syv runder.
Tillykke til Line med at holde nullet.
Sverige
Maria Møller Thomsen og LB07 røg ud af ligaen, da de tabte 2-0 hjemme til Göteborg. Holdet skulle have point, og håbe på hjælp fra andre resultater, men desværre lykkedes det ikke, selvom der var muligheder helt frem til 89. minut, hvor gæsterne lukkede kampen med målet til 2-0.
Linköping med Dajan Hashemi i startopstillingen (udskiftet efter 78 minutter) sluttede sæsonen af med en 3-1 sejr over Örebro.
Rosengård sluttede også med en sejr, da de vandt 1-0 ude over Kristianstad. Mie Leth Jans og Sanne Troelsgaard var med hele kampen, mens Sofie Svava fik de sidste 23 minutter på banen.
Signe Holt Andersen og Växjö sluttede sæsonen med at spille 1-1 hjemme mod Eskiltuna. Växjös mål blev scoret af den tidligere Brøndby profil Ria Öling.