Nanna Koerstz Madsen spillede søndag den sidste og afgørende runde i US Open i South Carolina – og endte på en delt 16. plads, sammen med bl.a. Inbee Park og Sei Young Kim, der ligger henholdsvis nummer 7 og 9 på verdensranglisten. Nanna selv er nummer 157.
Fjerde runde gik Nanna i +3, da hun lavede flere bogeys og en dobbeltbogey på hul 10. Det er Nannas dårligste resultat på banen, men vind og vejrforholdene gav dog også udfordringer – og det var ikke kun Nanna, som mærkede det. Seks ud af de ti bedste spillere, på årets US Open, spillede også over par på den sidste runde.
Det vil sige, at Nanna Koerstz Madsen ender turneringen i par efter at have spillet stabile runder alle dage. Lørdagens tredje runde gav dog klart det bedste resultat og her lå Nanna Koerstz Madsen på en 9. plads før starten søndag. Hun kan dog under alle omstændigheder være tilfreds med søndagens resultat. Ingen anden dansker har før opnået så høj en placering i US Open.
Hun slår også sin egen rekord i turneringen med flere længder. I 2017 debuterede Nanna i US Open, men der klarede hun ikke cuttet og endte med et resultat på +11.
Se turneringens leaderboard her
Foruden den flotte placering kan Nanna Koerstz Madsen også gå fra US Open med en stor præmiesum. Hun får nemlig udbetalt 76.214 dollar (508.296 kroner).
God mulighed for at forsætte triumfen
Nanna Koerstz Madsen er – som tidligere nævnt – nummer 157 på Rolexrankings, som er verdensranglisten. Hendes præstation i US Open vil dog formentlig ændre lidt på det.
Så nu må vi se, om den velspillende dansker kan opretholde det høje niveau. Hun har i hvert fald muligheden for at spille mod verdens bedste igen, da hun deltager i årets resterende 3 majors, som spilles i løbet af sommeren.
Vi ønsker stort tillykke til Nanna. Vi glæder os til at følge dig i de næste turneringer!