I vores artikelserie “fokus på” retter vi denne gang blikket mod 18-årige Oliver Lundgaard, der netop blevet træner for KoldingQ’s U15 piger.
Læs historien om en aktiv ung mand, der gør en masse godt for pigefodbolden på daglig basis.
Hvem er Oliver Lundgaard?
Oliver blev i 2017 kåret til årets “Unge leder” i Vejle Kommune til Vejle Kommunes Sportsgalla 2018 på baggrund af sine bedrifter på sidelinjen. Oliver startede som træner, da han lige var fyldt 13 år og har siden bygget på og allerede nået dertil, at han står med ansvaret for sit eget hold i KoldingQ.
Oliver startede Vejle områdets største fodboldskole i 2017, da han mente, at der manglede en fodboldskole i Skibet, hvor han var træner på det tidspunkt. Fodboldskolen blev en bragende succes med hele 200 deltagere.
I sommeren 2018 fik Oliver tilbuddet om at blive den yngste ligatræner på højt niveau af Vejle Boldklub, da han startede VB Girls, der er et træningstilbud til træningsivrige piger fra U11-U12 årgangene, der gerne vil lidt mere fodbold. Samtidig trænede Oliver U14 Liga 1 pigerne fra årgang 2005.
I vinters skiftede Oliver til ambitiøse KoldingQ, hvor han altså står i spidsen U15 Liga 1 pigerne, der har ikke mindre end 13 DBU spillere i truppen. Oliver fik en god start på trænergerningen i Kolding, da holdet vandt VSK Aarhus Elite Cup i starten af februar måned.
Oliver har selv spillet fodbold i Vejle Boldklub, men er stoppet, da han ikke længere har tid til selv at udfolde sig indenfor kridtstregerne.
Interview med Oliver
Vi har mødt Oliver og fået en snak omkring hans gerning som pigetræner i KoldingQ. Læs med her og få et indblik i Olivers fodboldverden.
Hvilken træner uddannelse har du pt.?
– Jeg har pt. DBU’s B1 kursus, som jeg lige har gennemført. Derudover har jeg gennemført DBU’s C1 kursus, DGI’s trænerspirekursus & DBU dommerkursus.
Hvad er målet for KoldingQ’s U15 Liga 1 piger og hvad er dit eget succeskriterie?
Målet er helt klart at være blandt de bedste i Liga 1 hold i Danmark, og gerne nummer 1.
Vi skal have en vinderkultur, hvor vi går 100% efter at vinde både til træning og i kamp. Hver gang! Men vi skal ikke vinde for enhver pris. Vi skal have hele rygsækken med, som indeholder udvikling af det hele fodboldmenneske og det at turde at være ambitiøse. Så kommer det andet 100%.
Hvad er dit mål som træner på længere sigt – 3F Liga, Superliga og hvad er dine forudsætninger for at nå dine mål…?
Helt klart højeste niveau, men før det – vil jeg rigtig gerne træne U18 på højeste niveau, eller være talenttræner via DBU.
Lige nu snuser jeg også til drengefodbolden ved at hjælpe på min lillebrors drengehold i min hjemby. Jeg sætter mig hele tiden mål, og nye forventninger – så jeg hele tiden kan rykke mig, som træner.
Jeg startede med at træne fodbold som 13 årig, hvor jeg startede med en 2006 årgang i min hjemby, Skibet IF, som startede med 8 spillere, og som sidenhen nåede op på 50 spillere, og var én af de bedste årgange i vores område.
I sommers fik jeg så chancen for at snuse til det at være elitetræner, da jeg blev tilbudt at træne Vejle Boldklub’s U14 Liga 1 piger, da jeg lige var fyldt 18 år. Det var en beslutning som jeg aldrig har været i tvivl om, men alligevel har været svær at træffe, fordi jeg skulle sige farvel til den pigeårgang jeg har trænet, siden jeg debuterede som træner, da jeg var 13 år.
Det var en talentfuld trup, som bestod af viljestærke, og dygtige pigefodboldspillere, og det kunne man allerede mærke fra første træning. Det var en meget fin sæson, hvor jeg virkelig blev testet af som træner på højeste niveau indenfor pigefodbold på 2005 årgangen i Jylland.
Et efterår, hvor jeg virkelig har udviklet mig som træner, men også som menneske. Allerede ugen efter vi havde første træning, fik vi en flot 3.plads til Vildbjerg Cup.
Jeg var med til at starte VB Girls op, som er et projekt for træningsivrige piger, som blev en kæmpe succes med en masse træningsparate piger.
Nu er jeg så kommet til én af Danmarks bedste pigeklubber, KoldingQ, hvor jeg er cheftræner for U15 Liga 1 holdet. Det er en udfordring, jeg er vildt ydmyg over at have fået, men en stor udfordring jeg er klar til at tage op, og fuldføre.
Jeg er blevet taget så godt imod, og fået en rigtig dygtig assistenttræner, og en fantastisk holdleder, og jeg glæder mig over muligheden for hjælpe KoldingQ på vej mod at blive det bedste kvindehold i Danmark, for med alt det der er sat i søen af fantastiske ildsjæle i klubben, er jeg sikker på, det nok skal lykkes.
Hvorfor har du valgt at være træner i stedet for at spille fodbold?
I sin tid, da jeg blev træner som 13 år, spillede jeg selv fodbold ved siden af. Jeg synes det var lærerigt at stå som træner at kunne sige noget, og så selv derefter kunne udføre det i sit spil på banen.
Ens forståelse for spillet, er meget bedre, når man har metoder som træner, man kan bruge på banen med knopperne på. Det er kun et halvt år siden, jeg selv stoppede med at spille fodbold, ellers har jeg både været træner, og spillet ved siden af.
Men det der gjorde, at jeg valgte trænerkarrieren, var mine mavefornemmelser, og det jeg følte jeg bedst kunne se mig selv, gå videre med.
I 2017 blev jeg kåret som Vejle Kommune’s Unge Leder 2017, og det har givet mig et ufatteligt boost, som jeg stadig lever på, og det er jeg bare så fantastisk glad for – især den opbakning jeg mærker hverdag fra forskellige personer.
Jeg opfordrer selvfølgelig flere til at komme igang med trænergerningen. Gør det med hjertet og giv dig 100%, så skal alt nok gå.
Derudover har jeg flere gange fået af vide, at jeg er Danmarks yngste ligatræner på dette niveau, og det er selvfølgelig helt vildt. Men jeg opfordrer selvfølgelig flere til at komme igang med trænergerningen. Gør det med hjertet og giv dig 100%, så skal alt nok gå.
Hvad er dine styrker som træner?
Mine styrker som træner er helt klart, at jeg selv har et blik for spillet, og at jeg allerede har en del erfaringer. Jeg har en stor vilje til at opnå ting, som er sat i søen, og til at opnå resultater. Jeg elsker at kunne lære fra mig selv, og se mål blive opfyldt i andre spillere.
Hvad skal du blive bedre til, synes du selv?
Jeg er ung, og suger hele tiden en masse nye ting til mig selv. Jeg har en del at lære endnu, og det er jeg glad for. Jeg suger hele tiden ting til mig, og det synes jeg selv er fedt. Men jeg skal nok være bedre til at være tyderligere i mit sprog, ikke snakke for hurtigt, og være mere tydelig.
Hvor meget træner I?
Vi træner 3 gange om ugen, og så kamp i weekenden. Derudover er der en del af pigerne, som har morgentræning via deres skole.
Har du tid til andre ting ved siden af trænergerningen?
Jeg laver en del ting ved siden af. Jeg går på Rosborg Gymnasium i Vejle, i 2.G på STX, med linjen Samfundsfag A og Engelsk A og har fritidsjob som tjener på et hotel i min hjemby, Haraldskær Hotel.
Ved siden af afholder jeg én af Vejleområdets største fodboldskoler om sommeren, og derudover er jeg med på en del talentcamps i landet, og derudover ser jeg venner, og familie i min fritid, som der også skal være plads til.
Hvordan hænger hverdagen sammen med så mange jern i ilden?
Planlægning, planlægning og planlægning.
Der er en del at se til, men jeg elsker det. Men jeg prioritere rigtig meget min tid, så der både er tid til skole, familie, venner og fodbold. Jeg er altid vokset op med, at der skal være styr på skolen, før fodbold, og det har givet mig en rigtig god læring i, at der bare skal være styr på tingene.
Men jeg har heldigvis også en familie, som bakker 220% op. De står med varmt mad om aftenen kl. 22.00, når jeg kommer susene fra træning, og hjælper mig med det, der skal være hjælp til.
Det er virkelig en ting, jeg er taknemlig for, og jeg ikke ville have været foruden. Og, når jeg siger familie, så er det ikke blot min fantastiske mor, så er det også mine søskende, mine bedste forældre, og min mors kæreste, der bakker op, lidt ligesom at fællesskab fødes, når jeg bliver til os – det udtryk, vil jeg bruge om min familie.
Her slutter interviewet og portrættet af Oliver Lundgaard. Her på redaktionen ønsker vi Oliver al mulig held og lykke med trænerkarrieren og vi er spændte på at se, hvor langt den ambitiøse træner kan nå!
Du kan læse flere af vores Fokus På artikler via dette link