Danmark vandt 4-0 (3-0) over Belgien i holdets sidste kamp ved Algarve Cup efter en overbevisende indsats mod en kompetent modstander.
Sejren betyder, at Danmark bliver nummer fem i årets turnering, og teamet forlader nu varmen i Portugal med værdifulde erfaringer frem mod EM-kvalifikationskampene i foråret efter tre gode kampe.
Se højdepunkter fra kampen her eller gense hele kampen nederst på siden.
Dansk drømmestart med to hurtige mål
Danmark fik en drømmestart, da Pernille Harder scorede direkte på frispark fra venstre side efter kun 6 minutters spil. Den belgiske keeper så ikke godt ud i situationen. 6 minutter senere var keeperen igen i et uheldigt fokus.
Sofie Svava smed et højt indlæg ind fra venstre side, som den belgiske keeper tabte lige ned i fødderne på Janni Thomsen, der var trukket med helt frem. På nedfaldsbolden kunne Janni Thomsen nemt score sit første A-landskampsmål.
I den næste periode i 1. halvleg kom belgierne en smule bedre med uden at spille sig frem til reelle afslutninger. Det gjorde Danmark til gengæld, og efter 39 minutter scorede Nanna Christiansen til 3-0 på en friløber flot sat op af Pernille Harder.
2. halvleg startede perfekt for danskerne. Efter opspil i højre side var det Janni Thomsen, der til sidst kunne lægge bolden til bagerste stolpe, hvor Stine Ballisager nemt kunne støde bolden ind med maven til dansk 4-0 føring.
Der blev byttet flere spillere på begge hold i 2. halvleg, og det betød, at spillet ikke var helt så flydende som i de første 45 minutter. Belgierne var bedre med efter pausen, men var heldige med, at Danmark fik annulleret et mål efter et hjørnespark midt i halvlegen. Det var var svært at se, hvem der lavede noget ulovligt. Belgiernes største chance kom fem minutter før tid, hvor de ramte stolpen.
Flere mål fik vi ikke, og danskerne kan nu rejse hjem til klubberne med en rigtig rigtig god start på fodboldåret.
Tirsdagens kamp mod Belgien var det 12. indbyrdes opgør mellem Danmark og Belgien siden 1982, og det er en modstander, vi historisk har godt styr på. Kun én gang tidligere har vi tabt til Belgien – nemlig ved Algarve Cup i 2016. Det nederlag revancherede vi eftertrykkeligt i dag.
Onsdagens finale mellem Tyskland og Italien er aflyst, da de italienske spillere er rejst hjem som følge af corona-virussen. Apropos Italien, der er Danmarks værste konkurrent i EM-kvalifikation, er der tirsdag spillet to opgør i den danske pulje.
Israel mod Georgien endte 4-0, mens Malta tabte 2-3 til Bosnien-Hercegovina, som vi møder i næste EM-kvalifikationskamp.
Se stillingen i Danmarks EM-gruppe her.
Kampfakta Danmark mod Belgien
6. minut 1-0 Pernille Harder
12. minut 2-0 Janni Thomsen
39. minut 3-0 Nanna Christiansen
46. minut 4-0 Stine Ballisager
Danmarks startopstilling mod Belgien
Mest bemærkelsesværdigt er, at både Caroline Møller og Janni Thomsen startede inde og at Nanna Christiansen startede helt på toppen ved siden af Stine Larsen.
Det var tilladt at skifte op til seks spillere i kampen.
Indskiftninger i parentes
Katrine Abel
Sofie Svava
Rikke Sevecke
Stine Ballisager
Sara Thrige (46. minut Simone Boye)
Caroline Møller (58. minut Frederikke Thøgersen)
Sanne Troelsgaard (73. minut Amalie Thestrup)
Pernille Harder (69. minut Josefine Hasbo)
Janni Thomsen (57. minut Emma Snerle)
Nanna Christiansen
Stine Larsen (46. minut Nicoline Sørensen)
Ikke benyttet: Kathrine Larsen, Sara Holmgaard, Luna Gewitz, Theresa Eslund, Rikke Marie Madsen.
Øvrige resultater ved Algarve Cup
Finale – onsdag kl. 19.45
Tyskland mod Italien – aflyst
Bronzekamp – tirsdag k. 17.00
Norge mod New Zealand 2-1
Kamp om 7. plads – tirsdag kl. 21.00
Sverige mod Portugal 2-0
Støt op om kvindesporten og de seje kvinder
Vi søger virksomheder, der vil støtte kvindesport.dk, så vi kan fortsætte med at bringe nyheder, portrætter og artikler fra kvindesportens verden.
Kontakt os, hvis du vil vide mere om dine muligheder for at støtte den gode sag og bakke op om kvindesporten i Danmark. Du kan læse mere om vores ambitioner og mission under sektionen “Om kvindesport.dk”
Gense kampen mod Belgien
Klik på videoen, hvorefter kampen vises på Twitter.
— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) March 10, 2020