Lørdag blev sidste runde i Kvalifikationsligaen spillet og de to oprykkere til Kvindeligaen fundet.
Rundens kampe var programsat til kl. 15.00, men et uvejr over Farum udsatte topopgøret mellem Farum BK / FC Nordsjælland mod Næsby med en god time.
Det betød ekstra spænding for OdenseQ, der selv vandt 5-3 over B. 93. Odenseanernes sejr betød, at de rykkede op, hvis der blev fundet en vinder i kampen i Farum.
Mange i Odense og omegn havde vel frygtet, at FC Nordsjælland og Næsby ville trille en uafgjort hjem, da det ville betyde, at begge hold rykkede op. Deres frygt blev bestyrket da det stod 0-0 ved halvleg, men så gik det løs i Farum.
Først bragte Camilla Kur FC Nordsjælland foran efter 55 minutter og da Tiffany Weimer scorede til 2-0 efter 74 minutters spil troede alle at kampen var afgjort. Næsby, der har ligget i toppen af Kvalifikationsligaen hele foråret, gav ikke op, og med en reducering på langskud 7 minutter før tid, bragte de fornyet spænding ind i opgøret.
I Odense holdt de vejret, men kunne ånde lettet op, da de fik meldingen om, at Næsby ikke fik udlignet. FC Nordsjælland vandt kampen 2-1 og så kunne jublen bryde løs i Farum og Odense.
I rundens tredje opgør vandt Aab hele 5-1 ude over Vildbjerg og overlod dermed ligaens sidsteplads til Vildbjerg.
Slutstillingen i Kvalifikationsligaen
Lørdagens resultater
OdenseQ mod B. 93 5 – 3
FC Nordsjælland/Farum mod Næsby 2-1
Vildbjerg mod AAB 1 – 5
giver denne slutstilling i Kvalifikationsligaen
Stort tillykke til Farum BK, der nu skifter navn til FC Nordsjælland og til OdenseQ, der igen er tilbage i bedste række.
Kvindeligaen starter i første weekend i august.