Ved DR Sportens store show, Sport 2019, i januar i Boxen, blev Pernille Harder kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller
Knap to måneder senere, i dag den 28. februar, kan vi afsløre, at Sanne Trolsgaard har vundet en pris med tæt på en identisk titel.
Forvirret? Det synes jeg, der er god grund til at være, men kort fortalt, er prisen fra januar baseret på spillernes egne stemmer gennem Spillerforeningen, mens fredagens pris er baseret på fansenes stemmer på DBU’s hjemmeside.
Umiddelbart tænker jeg, at der er kæmpe prestige i både at vinde sine medspilleres anerkendelse og fansenes anerkendelse.
Sanne Troelsgaard har spillet 142 A-landskampe og scoret i alt 49 mål. I 2019 blev det til 11 landskampe og tre mål. Sanne er selvfølgelig en del af den danske trup, der tager til Algarve Cup på mandag.
31-årige Sanne Troelsgaard vandt prisen foran Pernille Harder, Rikke Sevecke og holdkammeraten Sofie Svava, og fik følgende skudsmål i motivationen på siden, hvor fansene kunne stemme:
Sanne Troelsgaard har igen leveret en stærk sæson, der kulminerede med et svensk mesterskab med FC Rosengård. Troelsgaard er den ultimative holdspiller. Hun arbejder stenhårdt, er ekstremt dedikeret og kan spille de fleste positioner, hvilket gør hende uundværlig både i klubben og på landsholdet.
Hun er samtidig yderst målfarlig og har en imponerende evne til at time sine indløb i boksen og score med hovedet. Og så har midtbanespilleren en fremragende fysik, der gør hende ubehagelig at spille over for.
Stort tillykke til Sanne Troelsgaard.