Der var danske scoringer i både Italien og England, da der onsdag blev spillet pokalkampe i de to store fodboldnationer.
I Italien var holdene nået til 1/8-delsfinalerne, og vi kan glæde læserne med, at alle tre danskerhold gik videre til kvartfinalerne.
Fiorentina havde Frederikke Thøgersen med fra start i 5-0 sejren ude over Ravenna. Frederikke Thøgersen scorede et af sine sjældne mål, da hun scorede til 3-0 efter et gennembrud i højre side og en afslutning i det lange hjørne under den fremstormende keeper. Janni Arnth var ikke med i kampen.
Amalie Thestrup var med fra start hos AS Roma, der måtte ud i forlænget spilletid for at klare Pink Bari. Romerne sled en 2-0 sejr hjem efter 0-0 i den ordinære spilletid. Ada Hegerbergs søster, Andrine, scorede det sidste mål i kampen.
Juventus er også sikkert videre efter 8-0 ude over Chievo. Sofie Junge spillede hele 2. halvleg.
Kvartfinalerne spilles 8. og 26. februar 2020.
Lundorf scoring for Brighton
Det har knebet lidt med spilletid for Matilde Lundorf i hendes nye klub Brighton, men onsdag aften udnyttede Matilde cup-kampen mod London City Lionesses til at minde trænerteamet om, at hun er klar, når hun får chancen. Matilde Lundorf scorede således til 1-0 i 4-2 sejren i London.
Sejren sikrede Brighton adgang til kvartfinalerne efter en 2. plads i gruppespillet, som Arsenal vandt efter en 9-0 sejr over London Bees. Katrine Veje var ikke med hos Arsenal.
De øvrige kvartfinalister i Continental Cup er Chelsea, Manchester City, Manchester United, Reading, Sheffield United og Aston Villa. Kvartfinalerne spilles 15./16. januar 2020.