Tirsdag den 18. juni er en lang række af dansk atletiks største navne på jagt efter danske rekorder og VM-krav på Østerbro Stadion, når der afholdes Copenhagen Athletics Games.
Verdensklasse dyst
Sara Slott Petersen og tjekkiske Zuzana Hejnová har haft mange dyste igennem de seneste år, hvor de begge har tilhørt verdenseliten på 400 meter hæk.
Sara vandt blandt andet sølv ved OL i 2016, hvor Hejnová måtte nøjes med den ærgerlige fjerdeplads, men Hejnová har også slået Sara Slott ved flere lejligheder. Så der er lagt op til en verdensklasse-dyst den 18. juni ved CAG, hvor de to mødes for første gang siden 2017, og det er tilmed Saras sæsondebut.
Løbefænomen i form til dansk rekord?
Anna Emilie Møller er et fænomen på den danske løbescene, hvilket hun seneste viste ved Diamond League i Oslo, hvor hun satte ny dansk rekord på 3000 meter forhindringsløb.
Hun er i rigtig god form, og vurderet på hendes seneste tider, så er hun i form til at løbe en tid ganske tæt på den danske rekord på 1500 meter, som hun løber ved CAG. Så måske hun kan slå den 17 år gamle rekord og sætte endnu en dansk rekord.
Succesfuldt stafethold i intern dyst
Astrid Glenner-Frandsen har netop sat ny dansk rekord på 100 meter, og det var hendes anden danske rekord inden for tre uger. Hun er nemlig også en del af det succesfulde stafethold, som ved VM i stafet satte ny dansk rekord.
Tre af de fire fra stafetholdet, som udover Astrid Glenner-Frandsen består af Ida Karstoft, Mathilde Kramer og Mette Graversgaard, stiller til start på 100 meter ved CAG, mens Mette Graversgaard løber 100 meter hæk. Så der er lagt op til en spændende intern dyst.
Se med på atletiktv.dk
Har du ikke mulighed for at følge med live på Østerbro Stadion kan du se med live hjemme fra stuen via atletiktv.dk