Brøndby har på klubbens Facebookside offentliggjort, at Caroline Pleidrup og klubben har forlænget det indbyrdes samarbejde med 2 år, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2022.
19-årige Caroline har været en solid klippe i Brøndbys forsvar i både Kvindeligaen og i Champions League i efteråret, og det er helt naturligt, at klubben ønsker at holde på så stor en profil frem mod forårets slutspil.
Caroline var med på Månedens Hold i august og var også med U23-landsholdet, da de mødte Holland i november måned. I alt har Caroline spillet 32 ungdomslandskampe for Danmark.
Barndomsklubben Brøndby
Caroline har spillet i Brøndby, siden hun hun fyldte syv år, og har således været med hele vejen igennem ungdoms-set-uppet i Brøndby.
– Brøndby har altid været en stor del af mit liv, og jeg elsker at være her. Klubben har stor andel i min udvikling, og hvor jeg står i dag. Jeg elsker at udvikle mig og at blive bedre som fodboldspiller, og det ser jeg bedst, at jeg kan her i Brøndby, siger Caroline Pleidrup i klubbens udsendte nyhed.
Selvom Caroline altså kun er 19 år, har hun allerede rundet 50 kampe for Brøndby i en kamp mod BSF i efterårets grundspil. Om den megen spilletid Caroline har fået og om tilliden fra trænerne siger Caroline:
– Den tillid, som jeg er blevet vist, betyder rigtig meget. Det er altid rart med tillid fra trænerne i form af spilletid, som i sidste ende er med til at udvikle mig som spiller. I efteråret rundede jeg 50 kampe for 1. holdet, og jeg ser frem til mange flere kampe i den gule trøje.
– Jeg glæder mig rigtig meget til sæsonstart og jagten på guldet. Vi har haft en lang opstart, hvor vi har arbejdet hårdt og bygget videre på de gode takter fra efteråret. Så jeg glæder mig meget til sæsonstart den 28. marts, og jeg håber at se en masse tilskuere til de spændende kampe på Bane 2, slutter Caroline Pleidrup.
Vi ønsker både Caroline og Brøndby tillykke med forlængelsen, og vi glæder os til at se Caroline i aktion, når Kvindeligaen starter igen den 28. marts. For Brøndbys vedkommende med en kamp mod FC Thy – Thisted Q.
Følg transferlisten på kvindesport.dk
Følg med på vores transferliste, hvor vi opdaterer de væsentligste klubskifter og forlængelser i dansk kvindefodbold og med danske stjerner, der flytter til udlandet. Vi skriver om de fleste transfers her på kvindesport – Læs dem her.