Hej igen.
Nu var det ved at være lidt længe siden, I havde hørt fra mig sidst. Så her kommer en “lille” update fra det norske.
Vi har da heldigvis lidt at se tilbage på med et smil og stolthed, nu da vi ikke endte i top 3, som ellers så lovende ud hen af vejen!
- Åbningskamp på nyt stadion
- Tilskuerrekord i Toppserien
- Rekord i point tabellen
- Historisk deltagelse i pokalfinalen
Oslo – det er lige mig
Jeg er faldet rigtig godt til her. Jeg har fået mig en stor lækker lejlighed lige midt i hjertet af Oslo! Den eneste ulempe ved det, må være fristelsen at bo så tæt på “strøget” for sådan en deltids-shopaholic som mig. Det kan godt i perioder både ses på bankkontoen og i garderoben 🙂
Jeg elsker at bo her, Oslo er lige byen for mig, og jeg kunne nemt se mig selv her i fremtiden også efter fodboldlivet.
Jeg har cirka 20 minutter til træning med det offentlige og et kvarter på min el-cykel, som er livsnødvendig her, da det føles som om, klubben ligger på toppen af et bjerg!
Fritiden
Fritiden udenfor fodbolden bruges på styrketræning, cafe/restaurant, kaffebar, hygge med pigerne, sightseeing, hvis jeg har nogen på besøg, og ellers bare en varm kop thai te, fodbad og en god serie på Netflix.
Førhen gik den også med en masse gåture med min dejlige lille hund Hippie, men hun er fornyligt flyttet hjem til Danmark igen, hvor min kæreste forhåbentlig forkæler hende rigeligt 🙂
Holdet
Truppen indeholder en god gruppe piger, hvor flere venskaber er blevet skabt på trods af min til tider manglende forståelse på norsk 🙂
Heldigvis foregår træningen for det meste på engelsk, da vi både har flere piger fra USA og Australien.
Faciliteter
Da jeg først kom hertil, trænede og spillede vi kampe inde i en stor hal kaldet Valhall, men i starten af september var vores nybyggede stadion, Intility Arena, med plads til 17,333 færdigt og klar til brug!!
Vi har omklædningsrum, og alt der hører til der, stadionbanen er kunstgræs så alle træningspas både morgen og aften forgår dér. Faciliteterne her bliver ikke meget bedre!
Vi havde endda æren af at åbne stadion både med en sejr og hvor vi samtidig satte tilskuer rekord til en liga kamp i Norge! Hele 3.541 tilskuere var på plads, da vi slog Kolbotn 2-0.
The beautiful game
Fodboldmæssigt er jeg kommet rigtig fint ind i den norske måde at spille bold på.
Jeg spiller både angriber og midtbane samt enkelte kampe på kanten.
Jeg har jo altid spillet på toppen eller 10’er positionen. Enkelte kampe i Champions League som 8’er. Men her har jeg spillet flere kampe som inderløber, hvilket er gået hen og blevet en plads, jeg nyder at udfylde.
Den er defensivt præget med specielle opgaver, men offensivt er det en fri rolle, hvilket jeg rigtig godt kan lide.
Som angriber er jeg vant til altid at spille med ryggen mod målet. Som inderløber får man mange flere boldberøringer. Jeg scorer så ikke ligeså mange mål, som jeg er vant til, men jeg kan sætte de andre op, hvilket jeg sætter ligeså stor ære i.
Så fodboldmæssigt har jeg lært nye sider af mig selv. Ting jeg har med i baghovedet til hver træning, og som jeg forsat vil udvikle på!
Slut på 2017 sæsonen
Vi har lige spillet den sidste kamp i denne sæson, vi tabte og endte derfor på en kedelig 7. plads med 3 point op til nummer 5. Ikke så prangende!!
Der er 1 point forskel fra os og til 6. pladsen, og top 6 bliver inviteret med til en træningturnering i Spanien til januar, så vi gik desværre glip af de bedst mulige træningskampe mod alle topholdene forud for en ny sæson!! Rigtig surt og en kedelig slutning på en ellers lang god vindende periode!
Fuld af potentiale men manglende stamme
Holdet tabte desværre mange point i foråret. Men efter sommeren har vi hentet så meget ind, at det såmænd er blevet til endnu en rekord for Vålerenga pointmæssigt. Ikke at vi kan bruge det til så meget, andet end at vise, at det at kende hinanden, er en vigtig del af en holdsport, og at vi snildt kan blande os med toppen!
Holdet, der kom til i starten af 2017, var mere eller mindre et nyt hold, så det har taget lidt tid for alle, at lære hinanden at kende, og det tror jeg bestemt har haft en enorm indflydelse på, hvordan tabellen ser ud nu her til slut.
På det her halvår har vi formået at hente op til flere point mod alle topholdene med både uafgjorte og vundne kampe.
Det er en skam, vi ikke ligger i toppen, hvor vi efter min mening klart hører til!
Klar til pokalfinalen
Vi slog Lillestrøm, som lige er blevet norske mestre, ud i pokal semifinalen, og skal derfor spille finale i årets sidste kamp den 18 november.
Her møder vi Avaldsnes, som endte på 2. pladsen i ligaen.
At kvalificere sig til finalen er enormt stort! Både for os og klubben. Vi har skrevet historie i Vålerenga, eftersom de aldrig har været i den finale før.
Her i Norge er pokalfinalen en ikke bare stor ting, men tæt på det største!!
Ikke som i Danmark, hvor pokalfinalen nedprioriteres fremfor ligaen. Eller ihvertfald kun prioriteres nok i det omfang, hvor holdet har mulighed for ‘The double’!!
Det siges, at pokalfinalen er den største fodboldoplevelse man kan få sig i Norge. Så den kamp ser jeg utrolig meget frem til!
En festdag i byen, masser af fans, og så spilles finalen på Telenor Arena, som er en stor indendørs hal!
Vi er SÅ klar til finalen, og vi har al fokus på at vinde kampen!
Men hvad så nu?
Ja hvad så nu?… godt spørgsmål..
Hvad der skal ske til næste sæson er stadig usikkert, da klubben stadig ikke har taget kontakt til spillerne.
Jeg har kontakt med andre klubber, men har trukket det lidt ud, da jeg gerne lige ville se, hvad der skulle ske her!
Jeg kan sagtens se mig selv her, da den her klub har enormt potentiale, men en stamme er altafgørende. For hvis mange spillere bliver, og der kommer lidt nye til, så ser det meget lovende ud. Modsat, hvis man skal starte forfra med et nyt hold, så tager det tid at blive spillet sammen igen!
Så det ville da være meget rart lige at vide, om vi kan bygge videre på det her hold, eller om det mere eller mindre er et nyt hold, der stiller op i januar.
Så det må tiden (de to uger vi har tilbage) vise… 🙈
Tak for at du læste med.. jeg lover at min næste blog-indlæg ikke bliver så længe undervejs som denne. Så slipper du også for at læse en hel roman 😉
Ha’ det dejligt derude!!
Husk at du kan se pokalfinalen den 18 november. Mere info kommer på min fanside på Facebook.
Over and out
KUR91