Brøndbys kvindeformand Jan Borre bekræfter overfor kvindesport.dk, at Kvindeligaholdets cheftræner Per Nielsen er sat i karantæne efter at have haft kontakt med den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Thomas Kahlenberg, der er bekræftet smittet med coronavirus efter et besøg i Amsterdam.
I alt er 13 personer fra Brøndbys organisation sat i karantæne, og heriblandt altså cheftræner Per Nielsen.
Jan Borre fortæller, at Per Nielsen ikke fysisk deltager i træningen, og at den øvrige stab, med assistenttræner Claus Jensen i spidsen, fortsætter den plan, klubben har lagt frem mod sæsonåbneren den 28. marts mod FC Thy – Thisted Q.
Kvindeformanden vurderer, at cheftrænerens fravær ikke får den store betydning for klubbens forberedelser, og understreger, at ikke andre omkring Kvindeligaholdet er berørt af situationen.
Det vides ikke, hvornår Per Nielsen er tilbage på træningsbanen, men umiddelbart er to uger et godt bud, da det er længden på en normal karantæne i forbindelse med coronavirussen.
Brøndby har lige nu fem spillere med Kvindelandsholdet til Algarve Cup, hvor de sammen med den øvrige trup forbereder sig til lørdagens kamp mod Sverige.
Herfra krydser vi fingre for, at situationen ikke udvikler sig alvorligt for Per Nielsen, og ønsker at cheftræneren kommer bedst muligt og hurtigt igennem forløbet.
Hvornår sættes personer i karantæne?
Det er vigtigt at understrege, at Per Nielsen ikke er konstateret smittet, men i første omgang er sat i karantæne. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse at “karantæne anvendes, hvis man efter en grundig og konkret vurdering af den enkelte, vurderer at der er tale om høj risiko for, at den pågældende kan være udsat for smitte”