Brøndby og Fortuna Hjørring var oppe mod overmagten i opgørene mod Lyon og Barcelona i 1/8-delsfinalerne i årets Champions League, men begge klubber slap lærerigt fra opgørene, hvor især Brøndby viste dansk kvindefodbold frem på fornem vis.
Brøndby tabte 2-0 i det første opgør i Lyon, hvor 2-0 målet blev sat ind i overtiden. I onsdagens returopgør skabte Nanna Christiansens 1-0 mål, efter 11 minutter, stor jubel på det tomme stadion i Brøndby. Glæden og troen på det helt store comeback aftog dog efterhånden som Lyon tog over, og sikkert vandt 1-3 og dermed samlet 5-1. En virkelig flot præstation af Brøndby mod verdens bedste klubhold.
Fortuna Hjørring tabte 4-0 ude mod Barcelona, der også onsdag var for stor en mundfuld for de danske mestre, der tabte 0-5 og dermed er ude af Champions League samlet 0-9.
Pernille Harder og Chelsea er videre efter samlet 3-1 over Atletico Madrid, der brændte 3 straffespark i de to opgør. Vildt nok. Chelsea selv var mere kølige fra pletten og scorede én gang fra pletten i begge kampe.
Vi glæder os over at se, at Simone Boye har spillet sig ind i varmen i Bayern. I begge CL kampe mod Shymkent har Simone spillet alle 90 minutter, og i dagens returopgør kom den danske stjerne endda på måltavlen. Bayern sikkert videre til kvartfinalen med en samlet score på 9-1 over deres modstander fra Kazakhstan.
Wolfsburg med Sofie Svava overvandt norske LSK helt sikkert med 2 x 2-0, og FC Rosengård med Sanne Troelsgaard og Katrine Veje vandt 2-0 ude over Skt. Pölten og er videre samlet 4-2.
Kvartfinalerne spilles 24. og 31. marts. Lodtrækning til kvartfinalerne og semifinalerne foretages fredag den 12. marts.