Opdatering. Brøndby skal møde norske LSK Kvinner i 1/8-dels finalerne. LSK slog Brøndby ud af Champions League i sidste sæson så der er mulighed for revanche. Udekampen spilles onsdag den 17. oktober kl. 18.00. Returopgøret i Brøndby onsdag den 31. oktober kl. 18.00
Oprindeligt indlæg
Der blev sat tilskuerrekord til en dansk kvinde-fodbold-kamp, da Brøndby på flotteste vis vandt 1-0 over et stjernespækket Juventus hold foran 8.531 tilskuere på Brøndby Stadion.
Sejren betyder, at Brøndby er blandt de 16 bedste i Europa og er med i bowlen, når der trækkes lod til 1/8-dels finalerne på mandag.
Juventus er på jomfrurejse i Champions League, og mangler som hold erfaring på dette niveau, men holdet mønstrer hele otte italienske landsholdspillere i truppen og det er spillere, der, vel at mærke, har spillet støvlelandet til VM i Frankrig næste sommer.
Italienerne startede stærkt i returopgøret i bestræbelserne på at score og hente den sejr, der kunne sende holdet videre efter 2-2 opgøret i Torino i forrige uge, der havde givet Brøndby det bedste udgangspunkt.
Heldigvis for de gulblusede fik italienerne ikke omsat overtaget til scoringer, og i stedet blev det hjemvendte Nicoline Sørensen, der allerede efter 33 minutter blev matchvinder med sit flade spark.
Det var en fantastisk oplevelse. Vi spiller en god kamp og får sejren, selvom det blev lidt spændende til sidst. Vi holder os til planen, og vi får ydet en professionel indsats. Det var helt specielt med den opbakning fra lægterne, det tror jeg ikke, der er nogen af os, som har prøvet før Målscorer Nicoline Sørensen til Brondby.com
Se Nicoline Sørensens mål herunder og nyd larmen efter scoringen. Fantastisk stemning! Nicoline Sørensen er iøvrigt blevet efter-udtaget til Kvindelandsholdets play-off kampe mod Holland, da Signe Bruun er løbet ind i en skade.
Fortuna Hjørring taber til sin onde ånd fra Fiorentina
I Hjørring skulle Fortuna forsøge at hente en 2-0 føring til Fiorentina fra det første opgør i Italien. En opgave, som var svær, men ikke umulig med tanke på de mange mål, nordjyderne har scoret på det seneste.
1.084 tilskuere i Hjørring måtte desværre konstatere, at der ikke var meget der lykkedes for Fortuna, og et par scoringer til italienerne i første halvleg gjorde opgaven uoverstigelig.
Fortuna taber samlet 4-0 til Fiorentina, og må forlade den prestigefyldte Champions League efter nederlag til Fiorentina for andet år i træk. Læs referat på Fortuna Hjørrings hjemmeside.
🎥 Highlights @FortunaHjorring – Fiorentina 0-2 (16′ e 26′ @LanaClelland )🏆 @UWCL 👇
— Fiorentina Women’s FC (@ACF_Womens) 26. september 2018
Fortuna får mulighed for at rejse sig igen allerede på lørdag, hvor Brøndby kommer på besøg i Hjørring. Fortuna har allerede sat to point til i årets turnering, mod BSF, så de har brug for alle tre point, hvis de skal holde takt med Brøndby, der er ubesejret indtil videre i den hjemlige turnering.
Succes for de fleste danskerne i udlandet
Kaptajn Arnth, med fornavnet Janni, ledte Linköping til en sikker 4-0 sejr over ukrainske Zhytlobud. Svenskerne er sikkert videre med samlet 10-1.
Simone Boye og Sanne Troelsgaard fik begge fuld spilletid for Rosengård, der vandt 2-0 over russiske Ryazan. Første opgør i Rusland var endt 1-0 til svenskerne, så de er også sikkert videre til 1/8-dels finalerne.
Pernille Harder scorede til 1-0 i Wolfsburgs 2-0 sejr over islandske Thor/Ka. Tyskerne samlet videre med 3-0.
Line Røddik var med i hele kampen, da Ajax gentog 2-1 sejren fra første opgør mod Sparta Praha. Hollænderne videre med 4-2 samlet.
I Manchester sad både Mie Leth og Nadia Nadim på bænken, da returopgøret mod Atletico Madrid startede. Herfra kunne de se italienerne bringe sig foran 2-0 inden Nadia fik en god halv time på banen. Desværre var det for sent til at ændre udviklingen. Efter 1-1 i første opgør er Manchester City ude af Champions League.
Torsdag aften vandt PSG, uden en skadet Signe Bruun, 2-0 over St. Pölten, mens Line G. Johansen, der stod i mål for Avaldsnes, var med til at tabe 5-0 til stærke Lyon.
Som skrevet ovenfor er der lodtrækning mandag. Spændende at se, hvem Brøndby og danskerne i udlandet får som modstandere.