B.93’s nye spiller, 19-årige Julia Welin, har i en meget ung alder prøvet kræfter med den bedste svenske række, Damallsvenskan, hvor hun debuterede allerede i maj 2017 for LB07. Bare 16 år gammel.
Efter 17 kampe i Damallsvenskan over to sæsoner (2 mål) og 23 kampe og 9 mål i Elitettan for Borgeby i sidste sæson, skifter Julia nu til dansk kvindefodbold med en kontrakt hos oprykningsparate B.93, der skal spille Gjensidige Kvalifikationsliga i foråret.
Julia har tidligere optrådt på det svenske U17- og U19-landshold, og har allerede imponeret sportchef Lars Møller med tre mål i B.93’s første træningskamp i år.
“Hun er kommet til B.93 med en skøn attitude og en ydmyg tilgang. Julia er dygtig teknisk, har stærke relationelle færdigheder og har et godt blik for spillet. Vi glæder os meget til, at hun bliver spillet helt ind på holdet,” siger sportschef Lars Møller.
Julia Welin: Det er som et eventyr
Julia selv glæder sig til at komme i gang for sin nye klub og drømmer naturligvis, som ung ambitiøs fodboldkvinde, om at rykke op i Kvindeligaen med B.93.
“Jeg kan godt lide B.93’s spillestil, og er sikker på, at jeg kan blive en bedre spiller her. Så det var en nem beslutning at tegne kontrakt efter prøvetræning,” fortæller Julia Welin. “Jeg har set nogle af holdets kampe i efteråret på video, og det ser sjovt ud, så det vil jeg gerne være med til og bidrage med mål og assists.”
“Jeg håber virkelig, vi rykker op i Gjensidige Kvindeliga. Det bliver 10 sjove kvalifikationskampe i foråret, hvor jeg kan blive en bedre spiller. Det er som et eventyr at prøve noget nyt.”, siger Julia til B.93’s hjemmeside.
Julias’ favoritposition er som 9’er, men hun dækker alle offensive pladser efter behov.
Ny forsvarsspiller, med kendt tvillingesøster, på plads
B.93 meddeler også, at holdet er forstærket med den rutinerede forsvarsspiller Sofie Gedsted Thrige Andersen. Den 23-årige midterforsvarer har en fortid i 1. divisionsklubben Aarhus 1900 i sidste sæson og har tidligere optrådt i den bedste danske liga for Team Viborg.
“Sofie er en fin forsvarsspiller, der skærper konkurrencen i midterforsvaret, og vi glæder os meget til at se hende udleve sit store potentiale i B.93, siger sportschef Lars Møller, der fremhæver overblik og ro i pressede situationer som Sofies spidskompetencer.
Sofie er tvillingesøster til Kvindelandsholdets Sara Thrige, der spiller for Fortuna Hjørring.
B. 93 åbner sæsonen ude mod AaB, der i denne uge byder velkommen til en tidligere profil fra B.93.
Kvalifikationsligaen starter sidst i marts. Du kan læse mere om ligastarten her på kvindesport.dk ved at klikke her.