Anne-Marie Rindom har vundet VM guld i Laser Radial på havet ud for de japanske kyster, hvor der til næste år skal sejles OL. Det er anden gang Anne-Marie vinder VM guld.
Sejren kom i hus i næstsidste sejlads, hvor en 6. plads sendte danskeren i front. Godt hjulpet på vej af dårligere placeringer af de nærmeste konkurrenter.
I sidste sejlads skulle danskeren “blot” koncentrere sig om at ligge med i forreste del af feltet, og med en 15. plads i sidste sejlads kunne den danske sejler-kvinde på ny lade sig hylde som verdensmester.
Se resultatet fra alle sejladser her.
Inden VM havde Thomas Jacobsen, der er sportschef i Dansk Sejunion luret, at der kunne komme et godt resultat.
Til Team Danmarks udtalte han at ”Anne Marie er rigtig godt sejlende. Hun er selv typen, der går lidt stille med dørene, men der er ingen tvivl om, at hun er taget til VM for at kæmpe med om et topresultat,”
Anne Marie Rindom er en af de mest vindende danske atleter i de senere år inden for de olympiske discipliner. I 2015 blev hun verdensmester, året efter vandt hun bronze ved OL i Rio, og tidligere i år sikrede hun sig karrierens første EM-guld. Ved VM på hjemmebane i Aarhus 2018 vandt hun bronze og sikrede derved en dansk nationsplads til OL 2020 i Tokyo.
Ved VM i Laser Radial stillede Danmark også op med 21-årige Anna Munch, som ved EM i Portugal i maj opnåede en flot 13. plads. Ved dette VM opnåede Anna en placering som nummer 32 ud af 111 sejlere.
Generalprøve på OL 2020
Sakaimoto-City, hvor der sejles VM, ligger cirka 800 km fra Enoshima, hvor der skal sejles OL til næste år.
Anne-Marie Rindom får således en smagsprøve på OL-forholdene, og mindre end en måned efter VM tager hun igen turen til Japan, når der 15. til 22. august afholdes Tokyo 2020 Test Event i sejlsport på OL-anlægget i Enoshima.
Her stiller sejlerlandsholdet i stærkeste opstilling med sejlere i de olympiske bådklasser og en stab af trænere, fysioterapeut, kok mm. for at lave en generalprøve, der ligger så tæt op ad af OL-setuppet som muligt.