Der blev desværre ingen VM-medalje til Anne-Marie Rindom ved Laser Radial-VM i Australien i år efter en ærgerlig 38. plads i sidste sejlads.
Placeringen i fredagens eneste sejlads betød, at Anne-Marie røg fra 3. til 4. pladsen og dermed for første gang i hele VM-ugen røg den danske sejler udenfor medaljerækken.
VM-stævnet i Melbourne har generelt været præget af vejrmæssige udfordringer. På fire af de seks konkurrencedage er der blot blevet afviklet en enkelt af de to eller tre planlagte sejladser.
Dobbelt hollandsk
Hollandske Marit Bouwmeester forsvarede sin samlede føring og er ny verdensmester i Laser Radial – for fjerde gang i karrieren. Landsmandinden Maxime Jonker var den eneste i topfeltet med et godt resultat i sidste sejlads – en femteplads – som rykkede hende frem til en sølvmedalje i slutstillingen, mens norske Line Høst sikrede sig bronze.
For Anna Munch sluttede VM med en 41. plads i sidste sejlads og en samlet placering som nummer 33.
VM var det første af to stævner, der indgår i den danske OL-udtagelse. Anne-Marie Rindom og Anna Munch er de eneste to sejlere i udtagelsen, der slutter med Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca i begyndelsen af april.
Også VM og OL-udtagelse i RS:X
I den udsendte pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion oplyses det også, at Lærke Buhl-Hansen, som vi netop har portrætteret, ligger på en samlet 17. plads inden lørdagens sidste sejladser i den olympiske windsurfklasse, RS:X, der afvikles i Sorrento ikke langt fra Melbourne
Danmark er sikret OL-nationsplads i RS:X for kvinder takket være Lærke Buhl-Hansens 14. plads ved VM i 2018. Som eneste danske RS:X’er på topniveau er hendes mål ved VM at levere en præstation, der senere kan udløse en personlig udtagelse til legene i Tokyo.