Vi har taget en snak med U17-landsholdets træner Kristian Mørch om oplevelserne i 2019, om de generelle arbejdsforhold som ungdomslandstræner og forventningerne til 2020.
Interviewet med Kristian Mørch er det første af tre interviews med landstrænerne for vores dygtigste fodboldpiger på U16, U17 og U19-landsholdene.
Du kan læse interviewet om U19-landsholdet med Søren Randa-Boldt her og det tredje i rækken med U16-landsholdets Frank Johnsen her.
Det har været et begivenhedsrigt 2019 for U17-landsholdet og træner Kristian Mørch, der udover en del træningssamlinger i Danmark har deltaget i
Elite Round i Italien
EM i Bulgarien
Kvalifikationskampe i Vestjylland til Elite Round.
I sidstnævnte turnering kvalificerede holdet sig til Elite Round i Irland 2020.
Kvindesport: Set udefra har det været et succesfuldt år for U17-landsholdet, selvom holdet ikke gik videre til semifinalen ved EM i Bulgarien. Hvad siger du til oplevelserne og resultaterne i året, der gik?
Kristian Mørch: Med de resultater og præstationer årgang 2002 leverede i efteråret 2018, og lodtrækningen til Elite Round i foråret, havde jeg en forventning om, at vi på præstationerne ville være i stand til at spille os til EM i Bulgarien.
Dog er det langt fra det samme som, at vi let ville kvalificere os, da kun tre kampe efterlader et stort rum for tilfældigheder. Det var den første danske U17 kvalifikation i det nuværende format, hvilket jeg selvsagt var meget tilfreds med, da det gav årgangen mulighed for at spille flere landskampe.
At tre kampe til en kvalifikation efterlader rum for tilfældigheder fik årgang 2003 at føle her i efteråret, hvor præstationerne var til meget mere end, hvad resultaterne gav os. Vi kvalificerede os godt nok til Elite Round, men det var med 4 point, hvor præstationen var til minimum 7 point, og formentlig 9 point.
Overordnet er jeg meget tilfreds med spillernes præstationer, ud fra de forudsætninger spillerne har. Det er på ingen måde spillernes engagement, dedikation eller vilje, som begrænser deres udvikling. Tværtimod oplever jeg en mental styrke og et sammenhold, som inspirerer mig som træner til at yde mit absolut bedste.
Kvindesport: Der er trukket lod til Elite Round i Irland i foråret. Danmark kommer fra nederste seedningslag, hvilket vel må betyde en svær kvalifikationsturnering?
Kristian Mørch: Ja det skulle man tro, men vi havde sendt kvalificerede folk afsted til lodtrækning i Nyon, og fik noget nær den bedst mulige lodtrækning med hjem.
Ikke fordi vi nu er selvskrevet til en kvalifikation – langt fra – men fordi vi møder ret lige modstand i alle tre kampe, og dermed får optimale muligheder for at kunne præge kampene samtidig med, at vi skal stå på tæer.
Stærkt samarbejde mellem landstrænerne
Kvindesport: Det ser ud til, at der er et samarbejde på tværs af årgangene med for eksempel fællestræninger for U16 og U17, og at de dygtigste piger “spiller op” på landshold for ældre årgange. Hvad er tankerne bag samarbejdet, og opnår I de ønskede mål?
Kristian Mørch: Jamen vi forsøger at udnytte de ressourcer, vi har til at investere i vores dygtigste spillere. På U19 landsholdet har teamet mulighed for at vælge fra min to årgange, mens vi på U16 og U17 har lidt flere pladser per årgang. Derfor rykker vi fra tid til anden spillere, der er klar til det, op fra U16 til U17, for dermed at give ekstra landskampe til de, som er klar til det.
I år forsøgte vi os med to regionale 1-dags samlinger, hvor vi ikke inkluderede de mest belastede spillere. Og for at holde niveauet højt valgte vi så at vælge fra både årgang 04 og 03, da vi også gerne skulle have en tilpas mængde at træne med. Det tror jeg ikke bliver sidste gang, at vi gør noget lignende.
Kvindesport: Du har i et tidligere interview med os været fremme med et synspunkt om, at andre lande har betydelig flere ressourcer til rådighed, end de danske ungdomslandsholdstrænere har, og dermed har bedre grundlag for at talentudvikle.
I forlængelse af dette, vil jeg høre, om der siden interviewet tidligere på året er afsat flere ressourcer end tidligere til samlinger, kampe og stab i 2020?
Kristian Mørch: Vores ressourcer er ikke umiddelbart blevet øget, men vi kender heller ej det fulde budget for 2020 endnu.
Med U17 landsholdet har vi dog i år forsøgt at prioritere vores midler lidt anderledes end tidligere, hvilket har givet færre træningsdage, men til gengæld to yderlige landskampe her i december mod Holland. Det set-up håber jeg at kunne gentage, da jeg tror på, at kampene udvikler spillerne på dette stadie mest.
Talentchefen hedder Lars Søndergaard
Kvindesport: Det er iøjnefaldende, at DBU ikke har ansat en permanent talentchef på pigesiden siden Lene Terp sagde op for mere end et år siden. Det er Kvindelandsholdets træner, Lars Søndergaard, der i dag bærer titlen som talentchef, som et bierhverv til jobbet som landstræner.
Hvad er konsekvensen af, at der ikke er en 100% dedikeret talentchef på pigesiden og hvordan løser I de roller/ansvarsområder, som Lene havde?
Kristian Mørch: Jeg ser naturligvis gerne en fuldtidsdedikeret talentchef, men har også fuld respekt for, at budgettet planlægges som et nulsumsspil.
Konsekvensen er, som ved et hvert andet relativt fladt hierarki, at vi er kommet tættere på hinanden, og får god tid til at høre på hinandens meninger og idéer. Især det, at Lars bestrider posten, har bragt hans arbejde med Kvindelandsholdet tættere på vores med U-landsholdene.
Den negative konsekvens er naturligvis, at beslutninger i et fladt hierarki kan tage lidt tid at komme frem til.
Internt har vi rokeret lidt, så Søren Randa-Boldt (U19-landstræner) har overtaget ansvaret for U14 centrene, mens jeg står for trinvis at formalisere vores spillestil og playbooks.
Kvindesport: Kan du sætte et par ord på det daglige talent-arbejde. Hvordan spejder I nye talenter, og hvordan er jeres samarbejde med klubberne?
Kristian Mørch: Det daglige talentarbejde er først og fremmest i klubberne, mens vores arbejde skal ses som en drypvis matchning af de absolut bedste.
Over tid bliver vores matchning så også til udvikling, og ikke mindst forberedelse til, og oplæring i, livet som international fodboldspiller. Der er mange af de rutiner, spillerne lærer på U-landsholdene, som de kan bruge i deres dagligdag, hvis de ønsker at dygtiggøre sig.
Mellem samlinger består mit arbejde i at forberede kommende aktiviteter ved planlægning, scouting af kommende modstandere, samtaler med trænere om spillernes udvikling samt at søge inspiration hos andre trænere eller lignende. For mig kan det for eksempel være en del af en forberedelse at tage til FC Nordsjælland og se Superligaen træne og tale med trænerteamet eller at læse om hjerneforskning i en avis.
Hver eneste weekend er der så kampe at se rundt omkring i det danske land. Vi aftaler indbyrdes, hvad der bør ses, samt hvem der kan se dette, og indskriver efterfølgende rapporter i vores interne IT system. Og den resterende tid bruger jeg så på mit job som gymnasielærer eller gæst og vært på podcastmediet Mediano.
Tidligere talentudvikling er nødvendig
Kvindesport: Hvordan er talentmassen i Danmark? Er der håb for fremtiden for dansk kvindefodbold?
Kristian Mørch: Talentmassen er god og bedre end i mange andre lande. Vi har relativt mange spillere, let adgang til fodbold samt en god tradition for kvindeidræt.
Der er bestemt håb for dansk kvindefodbold. Kristian Mørch
Råvaren kan dog være nok så god, men hvis man ikke ved, hvordan man skal forarbejde den, nytter det ikke det store. Og her er vi nødt til at gøre store fremskridt, hvis vi skal bevare vores position. Klubberne skal hjælpe trænerne langt mere sådan, at de ikke står med alt selv.
Derudover skal klubberne også have gang i kvalificeret talentudvikling langt tidligere end i dag, hvilket kræver en investering, som ikke giver afkast på kort sigt.
Der er bestemt håb for dansk kvindefodbold. Ungdommen er fyldt med potentiale, hvis ellers vi ansvarlige voksne formår at skabe trygge rammer, hvor vi hjælper dem i stedet for at stå i vejen.
Her slutter interviewet med Kristian Mørch, som vi takker for altid at tage sig tid til at give os spændende interviews om Danmarks bedste fodboldpiger.
Følg U17-landsholdet i fodbold
Vi har skrevet mange artikler om U17-landsholdet, så hvis du har lyst til at dykke ned i de turneringer og kampe, der refereres til i ovenstående, så klik her, hvis du vil læse alle artikler om U17 landsholdet.
Er du også vild med kvindesport?
Hvis du vil læse flere artikler om pigefodbold, kvindefodbold og kvindesport generelt, er du velkommen til at støtte vores arbejde. Du kan starte med at læse historien om kvindesport.dk, så du kan lære os at kende.