Efter en weekend hvor der har været tid til at opleve Championship fodbold mellem Nottingham Forest og QPR og fejre fastelavn, stod de danske U16 piger tidligt mandag eftermiddag overfor Development turneringens stærkeste mandskab fra USA, der havde vundet sine to første kampe og fik fuld plade med en 5-0 sejr over de danske piger.
Danskerne kom fint ind i kampen, der startede roligt uden de helt store chancer til nogle af holdene. Den første åbne chance faldt til Anna Walter efter 17 minutter, hvor hun opsnappede bolden, og var helt fri med den amerikanske keeper. Desværre sendte Anna bolden på stolpen.
Kun to minutter senere blev det 1-0 til USA på et straffespark, som Alberte var lige ved at nå ned til. Så hurtigt kan det desværre gå.
Pernille Troung og Asii havde et par gode muligheder for Danmark senere i halvlegen, men der blev ikke scoret mere, så USA kunne gå til pause foran 1-0.
Stærk amerikansk halvleg knækkede Danmark
USA kom flyvende ud til 2. halvleg, og bragte sig på 2-0 allerede efter to minutters spil i en situation, hvor en amerikansk angriber på egen hånd driblede gennem det danske forsvar og scorede sikkert.
Kort efter ramte amerikanerne overliggeren og sendte et klart signal om, at de var kommet ud til halvlegen for at sætte tryk på danskerne med deres overlegne fysik.
Trykket gav bonus. Det blev 3-0 efter 56 minutter og 4-0 efter 64 minutter, og senere reddede overliggeren endnu en gang for Danmark i den mest travle periode af kampen.
De næste 20 minutter holdt danskerne stand, men måtte igen bøje sig for de stærke amerikanere, der lukkede kampen med 5-0 målet efter 82 minutter.
De danske U16 piger har fået tre gode kampe ved Development turneringen i England. Selvfølgelig gør det ondt at få en mindre afklapsning af USA, men pigerne og teamet kan forhåbentlig se tilbage på en uge med masser gode oplevelser og masser af brugbar spilletid til alle spillere.
Hvis du er interesseret i at følge med i aktiviteterne på alle ungdomslandshold, så følg vores tag “ungdomslandshold-kvinder”
Startopstilling mod USA
Indskiftninger i parentes.
Alberte Andersen (73. minut Sara Poulsen Brunt)
Laura Kjærsgård (67. minut Mathilde Sofie Jensen)
Olivia Thorndahl (46. minut Meryem Baskaya)
Pernille Madsen
Dikte Bang (73. minut Julie Nonbøl Poulsen)
Karoline Olesen (60. minut Filippa Christensen)
Mathilde Vistisen
Johanna Sørensen (60. minut Emmi Lou McEwen)
Mille Bech (30. minut Pernille Truong)
Asii Berthelsen (anfører) (60. minut Bjørk Meng Birgertoft)
Anna Walter (46. minut Mathilde Hagihara)
Ikke benyttet: Alle spillere kom i aktion:-)
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil
Vil du støtte kvindesport.dk, og gøre dit til, at vi bliver ved med at skrive nyheder fra kvindesportens verden, så se, hvad vi tilbyder virksomheder og foreninger lige her.