Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund
Ved Sport 2018 i Herning blev Caroline Wozniacki for anden gang i karrieren kåret som Årets Sportsnavn.
Foran tusindvis af tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning til Sport 2018 kunne H.K.H. Kronprins Frederik løfte sløret for, at Caroline Wozniacki løb med den største danske sportspris, Årets Sportsnavn 2018.
Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF og medlem af priskomitéen til Årets Sportsnavn, siger:
”Vi har haft et hav af fornemme danske sportspræstationer på den internationale scene i 2018. Caroline Wozniackis præstation ved Australian Open stikker dog ud som den allerstørste, så hun er en fuldt fortjent vinder af Årets Sportsnavn, som jeg i al ubeskedenhed kalder for Danmarks største idrætspris.”
Morten Mølholm Hansen fortsætter:
”Konkurrencen i international tennis er kæmpe stor. Der findes stort set ikke et land i verden, hvor man ikke spiller tennis, så at vi har en dansker, der vinder en af verdens største turneringer og samtidig bliver nummer et på verdensranglisten, er fænomenalt. ”
Caroline Wozniacki vandt titlen som Årets Sportsnavn foran de to andre nominerede, cykelrytteren Michael Valgren og fodboldspilleren Pernille Harder.
Tre titler og en førsteplads
Årsagen til, at Caroline Wozniacki for anden gang i karrieren kan kalde sig Årets Sportsnavn, er, at hun i 2018 endelig kunne løfte et Grand Slam-trofæ. Efter 14 dages tennis i høj varme tog hun den ene skalp efter den anden og besejrede i finalen verdensranglistens nummer et, rumænske Simona Halep. Efter finalesejren kunne Caroline Wozniacki ikke blot lade sig hylde som vinder af Australian Open, men også som ny verdensetter på ranglisten. Efter karrierens ubestridte højdepunkt ’down under’ vandt Caroline Wozniacki også WTA-titlerne Eastbourne International og China Open.
Caroline Wozniacki kunne ikke selv være til stede ved prisoverrækkelsen, da hun i øjeblikket spiller turneringer i New Zealand og Australien som forberedelse til Australian Open. Caroline Wozniacki var derfor med på en Skype-forbindelse under Sport 2018:
”Tusind, tusind tak for prisen som Årets Sportsnavn. Jeg er stolt over at repræsentere Danmark ude i verden. Det har været et fantastisk år. Jeg har drømt om en Grand Slam-titel, siden jeg var et lille barn. Det virker stadig surrealistisk, at den drøm gik i opfyldelse for et år siden, da jeg vandt i Sydney,” sagde Caroline Wozniacki fra den anden side af jorden.
Årets Sportsnavn for 28. gang
DIF har siden 1991 uddelt prisen Årets Sportsnavn sammen med Jyllands-Posten. Udover for anden gang at indskrive sig i en perlerække af danske sportsprofiler, som tidligere har vundet prisen, så modtager Caroline Wozniacki 75.000 kroner.
Afgørelsen
Ansvaret for den endelige kåring var lagt i hænderne på en priskomité bestående af kulturminister Mette Bock, DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Thomas Møller Kristensen fra Jyllands-Posten.
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
Yderligere kommentarer:
Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF, 21663774