I 2013 stod Kristina Schou Madsen ved en skillevej. Skulle hun finde et nyt lærerjob eller udleve sin store drøm om at opleve verden? Valget faldt på at rejse ud, og netop dét valg har sat et tydeligt aftryk i den 31-årige trailløbers karriere. I -18 grader og 5200 højdemeter gennemførte hun et af verdens hårdeste maratonløb; The Everest Marathon. En vild og surrealistisk oplevelse, der fik livet til at give mening, og som fik koldingenseren til at drømme endnu større.
Af Nanna Østergaard, nanna@kvindesport.dk
Kristina på Tobbers kaffebar i Kolding
Fysisk aktivitet har altid betydet meget for Kristina Schou Madsen, og allerede som barn var hun ikke bange for at drømme stort; hun ville være den bedste til fodbold. Derfor tog hun det seriøst, da hendes fodboldtræner sagde, at hun skulle få nogle muskler på den spinkle krop, hvis hun ville noget med fodbolden. Trænerens råd blev startskuddet til et liv i Kolding Bokseklub, og da en skade i foden satte en midlertidig stopper for fodbolden, blev timerne i stedet tilbragt i bokseklubben, hvor hun trænede sig op til at blive en del af kampholdet.
»Det blev nærmest en livsstil for mig at være i bokseklubben. Jeg fandt egentlig ret hurtigt i livet ud af, at konkurrencen og det med at være fysisk aktiv, var et sted, hvor jeg var glad og følte mig rigtig godt tilpas,« siger hun, og fortsætter:
»Jeg har også haft svært ved at ”hygge-spille” med andre. Det blev ret hurtigt alvor.«
Kristina sidder roligt med hænderne i skødet, da vi snakker om hendes opvækst. Det er tydeligt at mærke, at hun er et enormt roligt menneske, og ikke er typen, der råber højest. Alligevel har hun altid haft en retfærdighedsfølelse i sig, så hvis folk bliver behandlet uretfærdigt, så tager det hårdt på hende. Hun kigger med et stift blik rundt i kaffebaren, hvor vi mødes. Hun smiler. Det har tidligere givet nogle diskussioner, specielt med lærerne i skolen. Men i sporten er det anderledes, og når konkurrencegenet kommer frem, så har den ellers rolige trailløber ikke haft noget imod at have spidse albuer.
»Det er som om, at når jeg går ind i sporten, så er det noget, som jeg vildt gerne vil, og så ryger der et filter på. Så er det pludselig andre spilleregler, der gælder,« siger hun med et smil på læben.
Overliggeren sættes højt
Den 23. februar 2018 satte Kristina kursen mod toppen af Kilimanjaro. Målet var at slå verdensrekorden. En verdensrekord, der lød på 7 timer og 8 minutter. Hun var klar over, at det ville blive både fysisk og mentalt hårdt, hvis hun skulle slå den rekord og nå de 5900 højdemeter som hurtigste kvinde nogensinde. Hun smiler med et drømmende blik i øjet, mens den jyske ydmyghed stråler ud af hende. Selvfølgelig betyder det noget at slå en verdensrekord, men det betyder endnu mere for hende at nå de mål, hun sætter sig.
På toppen af Kilimanjaro
»Det betyder rigtig meget, at jeg når mine mål. Nogle gange kan det virke urealistisk og hårdt, når overliggeren sættes så højt. Der skal virkelig meget motivation og dedikation til. Og det har da været udfordrende at bevare troen på, at jeg når mit mål om at slå verdensrekorden,« fortæller hun.
150 meter fra toppen, ved Stella Point, går det for alvor op for hende, at meget skal gå galt, hvis det ikke skal lykkes at slå rekorden. Hendes hænder griber fat om kaffekoppen. Hun smiler, og stoltheden er slet ikke til at skjule, da hun genfortæller øjeblikket, hvor hun rammer toppen.
»Normalt har jeg ikke let til tårer, men det vælter bare ud. Jeg græder selvfølgelig, fordi jeg er lykkelig, og fordi jeg har været så fysisk og mentalt presset i så mange timer,« siger hun, og tilføjer:
»Det er alle de følelser og alt det, jeg har trænet for i over et år, der rammer, da jeg slår rekorden.«
Da Kristina for knapt 10 år siden løb sit første halvmaraton, var det da heller ikke en fremtidig verdensrekord, der var i tankerne. En kammerat fik provokeret hende tilstrækkelig til at tilmelde sig Lillebælt Halvmaraton, og hun var slet ikke i tvivl om, at hun uden besvær kunne gennemføre løbet.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”21 kilometer, hvor svært kan det være?” Men det viste sig at være en ekstrem fysisk og mental udfordring. Jeg undervurderede totalt opgaven, og overvurderede mig selv,« siger hun og griner lidt.
Alligevel mærkede hun også en tilfredshed og en stolthed ved at krydse målstregen, og det gav blod på tanden. På dette tidspunkt vidste hun ikke, om hun overhovedet kunne lide at løbe, men da hun et halvt år efter gennemførte Berlin Maraton, kom tvivlen hende til gode.
»Jeg mødte muren, jeg græd, og jeg var gennem hele følelsesregistret. Men selvom det var ekstremt hårdt, så vidste jeg bare, at det kunne jeg slet ikke lade være med,« fortæller hun.
Livet i helikopterperspektiv
Som en del af livet som trailløber rejser Kristina i alle dele af verden. Hvad end det er på Grønland, i Nepal eller i Mellemøsten, så tager hun både sportslige og personlige minder med sig hjem i rygsækken. På godt og ondt. Specielt de personlige minder har fået hende til at sætte sit eget liv i perspektiv. Stemningen bliver mere alvorlig, og hun kigger med et stift blik væk. En oplevelse, der har gjort særligt indtryk på hende, er fra 2016, hvor hun løb et 230 km. etapeløb i Amazonas jungle.
Vinder af Jungle Ultra. Foto: Mikkel Beisner
»Jeg kommer til en lille landsby, som er totalt øde. Der løber børn rundt. De leger, og de er glade, men de er beskidte og har ingen tøj på. Det eneste der er her, er nogle høns og skure. Men de er glade,« siger hun.
For Kristina giver det noget specielt at rejse i fattige lande. Det har fået hende til at tænke over, hvor privilegeret hun er ved at bo i Danmark, at hun skal huske at være taknemmelig, og at hun godt kan være lykkelig uden en masse materielle ting, så længe hendes nærmeste har det godt. Og det er også noget, hun forsøger at minde sig selv om på de dårlige dage.
»Jeg har nogle helt almindelige I-lands-problemer, som at min iPhone er løbet tør for strøm, eller at min bil ikke vil starte igen. Men når man så løber igennem en lille landsby i Amazonas jungle, hvor børnene løber rundt uden tøj på, så sætter det virkelig ens luksusliv i perspektiv,« fortæller hun.
Glæden ved at inspirere andre
De sidste tre år har Kristina Schou Madsen været en del af det danske traillandshold. En gang om året mødes både mandlige og kvindelige trailløbere og rejser til verdensmesterskaberne, hvor de løber for deres egen placering, mens de tre bedste fra hver nation også løber for en holdplacering. Hun sidder roligt med hænderne om kaffekoppen. Hun smiler. Det betyder meget at være en del af landsholdet.
»Det er virkelig stort at træde i landsholdsdragten. Pludselig repræsenterer man noget, der er større end en selv,« siger hun, og tilføjer:
»Der er efterhånden rigtig mange, der følger med i min historie, så jeg føler nok også, at jeg løber for andre end kun mig selv. Det er et kæmpe privilegium at kunne være med til at inspirere andre.«
Når hun ikke selv løber, så handler hendes hverdag alligevel om løb, hvor hun holder foredrag for virksomheder, arrangerer motionsløb i Kolding og tilbyder træningsvejledning. Områder, hvor hun kan dele ud af sin glæde og egne erfaringer ved at løbe, mens hun samtidig kan inspirere andre til at løbe.
»Det driver mig rigtig meget at være kreativ og drive nogle idéer frem. Og det driver mig at kunne inspirere andre. Det med at kunne give andre noget, er enormt givende,« fortæller hun.
Ifølge Kristina lever vi i et samfund, hvor vi er bange for at fejle, og hvor vi er bange for, hvad andre tænker, når vi pludselig falder igennem. Det kan hun genkende fra sig selv. Derfor er hendes råd til andre, at man skal reflektere over, hvad man vil med sit liv og så bare springe ud i det – også selvom man drømmer om at gøre noget, der kan virke ret så ambitiøst.
Verdensrekorden fejres på Zanzibar. Foto: Peter Andreas Gotze
»Det lyder måske som lidt høje tanker for, hvad jeg kan bidrage til, men jeg kunne godt tænke mig at få folk til at reflektere over, hvad det egentlig er, man gerne vil og så bare sætte barren højt. For hvad er det værste, der kan ske, siger hun,« og fortsætter:
»Det er ikke rart at lave en brøler, men jeg tror på, at det er bedre at se tilbage på, at man gjorde det, og at man rent faktisk prøvede frem for at afholde sig selv fra at gøre noget, fordi man er bange for at fejle.«
