På lørdag rejser jeg til Pattaya i Thailand, hvor jeg skal løfte til mit 3. verdensmesterskab. Dette bliver andet verdensmesterskab indenfor OL-kvallen, og det giver mig et væld af følelser at tænke på den præstation, jeg skal levere om kun en uge.

Foto: one_kilo
Jeg har det fantastisk! Jeg er netop kommet hjem fra 2 uger i Californien, hvor jeg endnu en gang har trænet med en del af verdenseliten og fået mere blod på tanden, end jeg nogensinde før har haft. Jeg er stærkere end nogensinde, jeg har gjort alt forarbejdet og hele det sidste år har været centreret om dette ene stævne, som bliver blandt de vigtigste i min karriere. Jeg er mere end klar!
Dog har tvivlen på mig selv, og tankerne omkring ikke at skulle tro jeg er noget (dansk som jeg er) det med at komme snigende. De kommer i stadig mindre grad, men de er der.
På en måde tænker jeg, at de er der som en forsvarsmekanisme; for hvad nu hvis jeg fejler? Hvad nu hvis ikke jeg lever op til de enorme forventninger både jeg, mine trænere og mange andre har til mig? Hvis jeg i forvejen ikke har engageret mig 100% til målet, samt tror på det helt ind til knoglerne, er det jo lidt som om, at en eventuel fiasko accepteres og undskyldes? Eller hvad?
Netop dette havde jeg en rigtig fin snak med min amerikanske træner Dave Spitz om. Han smilte af mig, efter jeg havde lavet et meget let, om end tungt, løft på 80 kg. i træk, som er meget tæt på det maksimale, jeg har løftet i dette løft. Jeg var enormt glad og stolt af mig selv, hvilket han satte spørgsmålstegn ved; han mente dette langt fra var det maksimale, jeg kan løfte, og deraf snakkede vi om det at tro på sig selv samt at være modig.

Dave Spitz. Foto: California Strength
Han spørger mig, om jeg kunne have gjort noget anderledes i min forberedelse til VM; om jeg har maksimeret alt, hvad jeg kan, og gjort alt han har bedt mig om i processen? Det har jeg. Jeg har gjort alt jeg overhovedet kan, for at dette skal lykkes.
Han svar til dette er, at jeg skal stole på denne proces og turde være modig nok til, med is i maven, at vise mig selv og alle andre, at dette arbejde har båret frugt; at jeg er stærkere end nogensinde!
Senere på ugen, da der igen var tunge løft på programmet, havde jeg netop løftet 82 kg. i træk og 100 kg. i stød. Lette løft! Jeg var meget glad, selvom jeg vidste at målet denne dag var mere end 100 kg. Jeg var nervøs. Jeg havde inden mit lette løft på 100 kg. fejlet samme, og dette gav mig tvivl på, om jeg så ville kunne lave mere end det. Daves lettere flabede kommentar til min stigende nervøsitet var følgende:
”Your body is writing checks your ego can’t cash”.
Han var kold og ville ikke se sig til takke med 100 kg. fra min side. Jeg fyldte min mave med is og vikingemod, satte 103 kg. på stangen, gik efter den og jeg tog den. Jeg overbeviste mig selv om, at en af USA’s dygtigste trænere ikke tager fejl, og jeg vendte nervøsiteten og tvivlen til mod og tro på mig selv.
Jeg skal huske på, at jeg er noget
Disse ord ”Your body is writing checks your ego can’t cash” tager jeg med mig sammen med en taknemmelighed for, at jeg får alle disse muligheder for at udvikle mig både sportsligt, men i den grad også personligt. Troen på sig selv er dig ikke givet.
Vi mennesker er sociale væsener, der altid søger at passe ind samt at blive accepteret i flokken. Er du tilmed født og opvokset i Danmark, er denne manglende indfødte tro krydret med Jantelovens pessimistiske ord ”du skal ikke tro du er noget”.
For mig fylder dette enormt meget. Jeg har svært ved at træde ud af normen, selvom jeg ved, at det er her, jeg trives; når jeg gør tingene på min egen måde uden at tænke alt for meget over, hvad andre tænker om det. Jeg vil i fremtiden, og i særdeleshed til VM om en uge, arbejde på at tro mere på mig selv, at være mere tro mod mig selv, samt huske på at jeg er noget!
For nu, tak til dig der følger med og støtter min rejse på den ene eller anden måde.