Messi, Ronaldo, og Schmeichel er byttet ud med Harder, Nadim og Troelsgaard i Women’s Soccer Manager, der er verdens eneste fodboldmanagerspil med klubhold for kvinder. Få et indblik i spillet her og mød en af skaberne af spillet.
Øv altså. Det kan føles som en evighed, før ens favoritklub endelig løber på banen igen efter en velfortjent juleferie. Men hvad skal man så finde på indtil da? Hvad kan man få ventetiden til at gå med, indtil sæsonen bliver sparket i gang? Vi har et bud!
De fleste af os kender nok fodboldspillet FIFA, hvor Ronaldo, Reus og Messi har prydet på coveret. Spillet er så populært, at det hvert år bliver revet ned fra hylderne i butikkerne, når det udkommer.
I det københavnske spilfirma, Trophy Games, blot et stenkast væk fra Rådhuspladsen, sad nogle gutter med en helt anden idé, og et helt andet ansigt, eller skulle man sige, et helt andet køn, der skulle repræsentere det nye fodboldspil.
“Hvis man har en lille træner i maven, er det super underholdning, for man skal både bygge et hold op ved at træne sine spillere, sætte taktik og være god på transfermarkedet.” – Daniel Luun en af skaberne bag Women’s Soccer Manager.
Tag styringen over din favoritklub i Women’s Soccer Manager
Vælg din favoritklub, udvid dit stadion, tag på træningslejr, forbedr’ dit team omkring dig eller bare udfordre dine venner? Ja det er blot nogle af de få ting, man kan kaste sig ud i, i Women’s Soccer Manager.
Så er du vild med managerspil, hvor det er dig, der er i centrum, og hvor det er dig, der har styringen? Og er du vild med kvindefodbold, så kan Women’s Soccer Manager varmt anbefales!
Spillet udkom 27. december 2017, og det er Morgan Brian, landsholdsspiller for USA, og tidligere Lyon spiller og nu Chicago Red Stars spiller, der lægger ansigt til spillet. Hvis man vil lære mere om hende, så kan man gøre som 350 tusinde andre, og følge hende på Instagram.
FIFA-spil uden det danske kvindelandshold
Det er dog ikke første gang, at der er kvinder med i et fodboldspil. I FIFA spillene fik kvinderne debut i FIFA16 spillet, men man kunne dog kun vælge at spille med landshold. Det var et stort skridt i den rigtige retning.
De eneste minusser, der var omkring det, var, at man ikke kunne spille med sin favoritklub, og det største minus var helt klart, at det danske kvindelandshold ikke var et af de tilgængelige landshold, man kunne vælge at spille med.
FIFA19 kom ud for nogle måneder siden, og desværre var kvindelandsholdet heller ikke med i den udgave…. Mon Pernille Harder og Co. er til at finde i det kommende FIFA-spil? Vi krydser i hvert fald fingre, og håber, at spiludviklerne har gemt det bedste til sidst!?
Interview med Daniel Luun, CEO for Trophy Games
I er de eneste i verden, der har udgivet et fodboldmanagerspil med kvinder. Det ville være nemt “bare” at udgive et fodboldmanagerspil med mænd, fordi det har været en succes tidligere. Hvordan så I på det? Tænkte I at det måske kunne floppe, og at der måske ikke var nogen, der havde interesse for spillet?
-Vi vidste godt, at markedet ikke var lige så stort som hos mændene, men vi har lavet managerspil i 13 år nu, og der har altid været en god portion på cirka 10% af vores brugere, der har været kvinder. Vi var faktisk ikke i tvivl om, det skulle blive godt. Netop fordi vi vidste, at kvinder også spiller managerspil, og hvis vi var de eneste i verden, der kunne tilbyde et spil med kvindefodbold, så mente vi også, at der nok skulle være brugere til det. Det har også vist sig at være sandt. Det går godt. Over 100.000 har installeret spillet, hvor cirka halvdelen er kvinder – så vi klager ikke.
Hvordan fik I idéen til spillet, og hvad var det, der indikerede, at nu var det altså på tide med et spil med kvindehold?
-Ideen om at lave et kvinde-managerspil er blevet foreslået af vores brugere på forum nogle gange over årene. Så det er faktisk brugernes idé,kombineret med, at vi også selv synes ideen kunne være sjov.
-Vi startede jo allerede på at lave spillet inden kvindelandsholdet for alvor blev folkeeje, så vores interesse for kvindefodbold kommer fra før det. Det er vi lidt stolte af, og det har naturligvis været et stort plus, at det har fået så meget opmærksomhed her i Danmark efterfølgende. Men faktisk var vores primære fokus, det amerikanske marked, hvor kvindefodbold jo er kæmpestort. Det er også derfor vi har Morgan Brian som frontfigur i app-storen i stedet for en dansker.
– Da vi skulle lave spillet, var det meget vigtigt, at vi gjorde det med en seriøs tilgang. Det er også derfor, vi har holdt konceptet ret tæt på vores mandlige managerspil og har brugt eksempelvis en mørk lilla farve som grundfarve i stedet for en meget stereotyp lyserød. Vi havde også en tysk pige ansat, som projektleder på spillet, da vi begyndte at udvikle det, men hun blev desværre headhuntet af et større firma nu. Hun var forresten Freiburg-fan.
Fans af det danske kvindelandshold vil nok undre sig over, at der måske står Naja Nadim, Amalie Harder og Sarah Troelsgaard. Hvordan kan det være, at spillerne ikke bare hedder, Nadia, Pernille og Sanne?
-Selve konceptet, eller gameplayet som det hedder, er ikke baseret på, man spiller med de rigtige spillere. Vi prøver at skabe en spilverden, der minder om rigtig fodbold, men tempoet i spillet og andre ting gør, at det ikke vil passe ind i et multiplayer-spil på den måde, vi gerne ville lave det.
Hvor langtid varede processen fra de første ideer til spillet kom på gaden?
-Det tog cirka et år. Det er meget naturligt for et spil i den her størrelse. Og vi havde endda mange grundelementer allerede fra nogle af vores andre spil.
Der er mange forskellige gode features i spillet, men hvad nu hvis man ikke har spillet nogen form for managerspil før, er det så svært af sætte sig ind i, hvordan det fungerer? Med andre ord. Kan alle være med?
-Vi har prøvet at gøre det så simpelt som muligt. Managerspil er en genre, hvor der er en meget stejl ”learning curve”, hvilket betyder, at det tager tid at lære. Det gode ved det er til gengæld, at der er masser af gameplay at nørde, og det er et spil, man kan spille over mange år og stadig blive udfordret. I forhold til vores konkurrenter har vi måske det mest ”nemme” spil at lære. Det er et bevist valg – og også et valg vi har gentaget i vores nyeste mandlige udgivelser.
Er det udelukkende personer fra Danmark, der spiller Women’s Soccer Manager?
-Nej, langt fra. Jeg vil tro måske kun 5% af vores brugere er fra Danmark. Vi har brugere fra hele verden. USA er måske der, vi har flest brugere fra, men det er heller ikke mere end 10% af totalen.
Hvad vil du sige, hvis du skal “sælge” spillet til én, der slet ikke kender til Women’s Soccer Manager?
-Man skal kunne lide at spille managerspil. Hvis man har en lille træner i maven, er det super underholdning, for man skal både bygge et hold op ved at træne sine spillere, sætte taktik og være god på transfermarkedet.
Hvis du skal beskrive spillet med 3 ord, hvordan ville du så beskrive det? Og hvorfor lige de ord?
-Underholdende, udfordrende og unikt. Underholdende fordi der sker en masse hele ting, og du skal interagere og træffe beslutninger hele tiden. Udfordrende fordi du spiller mod andre brugere, og der er mange tusinde brugere, der virkelig går op i det – så det er svært at nå til tops. Og unikt fordi det er det eneste managerspil baseret på kvindefodbold i verden.
Til sidst. Har du selv et yndlingshold? Og hvilket hold, ser du som den stærkeste?
-Ja, jeg holder med Orlando Pride. Jeg har selv boet i Orlando for mange år siden, og har et halstørklæde hængende med dem her på kontoret. Og så er det jo ret vildt, de har fået både Marta og Alex Morgan. Jeg spiller også selv som Orlando inde i spillet. Stærkeste hold må uden tvivl være Lyon. Det var også ret fedt Morgan Brian skiftede til dem, kort efter vi lancerede spillet, selvom det kun var for en kort periode. Som opfølger er det uden tvivl Wolfsburg. Det er så sejt, hvad Pernille Harder laver dernede, og jeg håber på de kan vippe Lyon af tronen her i 2019.
Her slutter interviewet med Daniel Luun.
Har du dét, der skal til?
Mens din yndlingspiller løber rundt og varmer op til de vigtige kampe i foråret, og jagten på de næste medaljerne, hvorfor så ikke hjælpe klubben med at nå mesterskabet og Champions League trofæet?
Grib fat i mobilen, tabletten eller find computeren frem, og hent Women’s Soccer Manager.
Har du, dét, der skal til for at få en sponsoraftale i hus? Hjernen til at komme op med den helt rigtige taktik for at få sejren i land? Overblikket over transfermarked for at få de helt rigtige spillere til at tørne ud for din klub? Og vigtigst af alt, har du, hvad der skal til for at blive mester!?
God fornøjelse med Women’s Soccer Manager.