Bundesligaens 19. spillerunde var spredt over flere dage. Vi samler op på kampene her med referater og highlights.
Sand – Bayern München 1-1
Bayern München tog hul på 19. spillerunde allerede onsdag, da holdet skulle i aktion igen om søndagen i Champions League, hvor det iøvrigt blev til et 1-0 nederlag til FC Barcelona.
Det lykkedes ikke Bayern München at få 3 point med hjem fra Sand, selvom de var store forhåndsfavoritter.
Sand bragte sig overraskende i front efter 22 minutters spil, men Gina Lewandowski holder det spinkle guldhåb i live for Bayern München med sin udligning til slutresultatet 1-1 efter en halv times spil.
1.135 var på plads på ORSAY-Stadion, og de så ikke Simone Boye i aktion, da hun stadigvæk sidder ude med en skade. Se highlights
Frankfurt – Freiburg 0-0
Gæsterne fra Freiburg kom bedst ud til kampen med stort spilovertag og med de største chancer i første halvleg. Frankfurt havde dog heldet med sig og fik holdt gæsterne fra at bringe sig i front i første halvleg.
Anden halvleg startede som den gjorde i første, med et højt Freiburg tryk, hvor de i flere omgange havde mulighed for at bringe sig i front.
Kampen ender uden mål, og det kan Frankfurt være yderst tilfreds med. Cecilie Sandvej var ikke til at finde i truppen hos Frankfurt på grund af en skade.
1.150 fans var på plads i Frankfurt. Se highlights
Hoffenheim – Leverkusen 6-2
Louise Ringsing og Leverkusen fik en perfekt start på opgøret, hvor de efter syv minutters spil kunne bringe sig i front 1-0. Hoffenheim fik udlignet, men efter godt 25 minutters spil kom Leverkusen igen foran.
Desværre for danskerklubben sad Hoffenheim efter den scoring tungt på kampen og scorede yderligere fem mål og sikrede sig en storsejr på hele 6-2.
450 fans var på lægterne til dette opgør. Se highlights
Turbine Potsdam – Monchengladbach 6-0
Berlin klubben Turbine Potsdam tog imod bundproppen fra Monchengladbach, hvor det blev til en storsejr på 6-0 til hjemmeholdet. Sejren var aldrig i fare og efter første halvleg kunne hjemmeholdet gå til pause foran 2-0.
Mönchengladbach var presset stort set hele kampen, og måtte indkassere tre mål på bare 5 minutter i anden halvleg.
1.164 fans var på plads i Potsdam. Blandt dem Karoline Smidt, der sad ude med en skade. Se highlights
Wolfsburg – Duisburg 5-0
Efter Bayern Münchens pointtab kunne Wolfsburg med en sejr mod Duisburg lægge sig fire point foran konkurrenterne fra München.
Wolfsburg sad på kampen fra første fløjt, og efter et kvarters spil bragte Ewa Pajor holdet på guldkurs, inden Jakabfi kunne fordoble scoringen til 2-0 bare to minutter efter.
Kaptajn Fischer gjorde det til 3-0 i starten af anden halvleg og efter 72. minutter er det Pernille Harder der kommer først på et godt indlæg og så stod det 4-0 til Wolfsburg. Alex Popp lukker og slukker til slutresultatet 5-0.
Det er tredje kamp i træk at Pernille Harder kommer på måltavlen for Wolfsburg. Pernille er nu oppe på 16 Bundesligamål, kun overgået af angrebskollegaen Ewa Pajor, der topper listen med 23 fuldtræffer.
1.560 fans havde fundet vej til solrige Wolfsburg søndag eftermiddag.
I rundens sidste kamp spillede SGS Essen og Werder Bremen 2-2.
Der resterer tre runder i Bundesligaen, og efter endnu et overraskende pointtab til Bayern, ser det nu godt ud for Pernille Harder og Wolfsburg, der uhyre tæt på endnu et mesterskab.