
Niclas Hougaard Hansen. Foto: Bjarne Hyldgaard
Fortuna Hjørring har fundet sin nye cheftræner i skikkelse af 27-årige Niclas Hougaard Hansen, der tiltræder den 1. januar og skal føre arven videre fra amerikanske Carrie Kveton, der førte nordjyderne til toppen af Gjensidige Kvindeliga i efteråret.
-Vores valg er faldet på en yngre træner, der har A-licens, og som vi kender godt, efter at han i halvandet år har været cheftræner for klubbens hold i U18DM – et hold han i foråret vandt det danske mesterskab med, og som han nu afleverer på en førsteplads i U18DM, siger sportschef Peter Enevoldsen til Fortuna Hjørrings hjemmeside.
Sportschefen fortsætter: -Vi har oplevet Niclas som en særdeles dygtig træner på banen, hvor har kommunikerer fantastisk med sine spillere. Jeg tror, at det også har stor betydning, at han på forhånd kender rigtig meget til de spillere, han skal have med at gøre. De fleste af dem, der er med i førsteholdstruppen, har Niclas haft med at gøre som U18-træner.
Travl start på året
Klubben meddeler at træningen begynder den 6. januar. Allerede den 15. januar spilles der en træningskamp i Berlin mod Turbine Potsdam, hvor den tidligere Fortuna spiller Karoline Smidt Nielsen er på kontrakt. Umiddelbart efter spiller holdet med i en indendørs turnering i Berlin.
Fortuna er i semifinalen i Kvindepokalen, hvor holdet møder FC Nordsjælland ude og hjemme inden Kvindeligaen starter sidst i marts.
Niclas Hougaard Hansen er ikke alene om alle opgaverne med at indfri klubbens ambitiøse mål om mesterskab og Champions League deltagelse. Ved sin side har en stab bestående assistenttræner Dan Skov, målmandstræner Ramus Enevoldsen, fysisk træner Mads Lærke, holdlederne Anne Mette Christensen og Janne Madsen samt fysioterapeuterne Nicolas Rasmussen og Caroline Urth.
Vi byder Niclas velkommen til Kvindeligaen og ønsker held og lykke og god fornøjelse med de nye udfordringer.
Trænerkabaler falder på plads
Med ansættelsen af Niclas i Fortuna Hjørring, Anders Jensen i KoldingQ og Bo Sundahl i Odense Q er alle trænersæder igen ved at være besat efter en mindre “storm” af trænerskifter i løbet af de seneste par måneder. Vi mangler dog stadigvæk at høre navnet på Hans Paarups afløser i VSK Aarhus.