Wolfsburg vadede i chancer i sæsonens første kamp i Bundesligaen mod SC Sand, men kun én gang lykkedes det at passere den travle keeper hos udeholdet.
Efter en målløs 1. halvleg fik Wolfsburg tilkendt et straffe efter en fejl i feltet på Dominique Janssen i 48. minut. Pernille Harder steppede op og omsatte iskoldt straffesparket til en scoring for hjemmeholdet, og sikrede dermed de forsvarende mestre en pointmæssig perfekt start på sæsonen.
Udover de tre point og en sejr kan Pernille Harder også glæde sig over, at hun i år er valgt til én af tre anførere på holdet, der skal skal løfte arven efter svenske Nilla Fischer, der er skiftet til Linköping. Alexandra Popp, Almuth Schult og Pernille Harder vil dele hvervet mellem sig til kampe, mens de alle tre har større ansvar internt i truppen.
Pernille Harder er den eneste dansker, der har været i aktion i weekenden. Simone Boye var ikke med i Bayern Münchens trup, der lørdag vandt 3-1 ude over Freiburg.
I Berlin sidder Karoline Smidt Nielsen desværre også stadigvæk udenfor, mens hun kæmper sig tilbage fra en skade. Hendes klub, Turbine Potsdam, kunne godt have brugt Karoline i fredagens kamp mod Frankfurt. Berlinerne tabte nemlig 3-2.