KoldingQ og Cheftræner Peter Pedersen har sagt farvel til hinanden efter næsten 2½ års samarbejde.
Dermed følger KoldingQ i kølvandet på to andre Kvindeligaklubber, der pt også står uden trænere. Først var det Fortuna Hjørring, der mistede Carrie Kveton, og kort efter takkede Hans Paarup af i VSK Aarhus.
I en umiddelbar udramatisk pressemeddelelse fra KoldingQ har både Cheftræner Peter Pedersen og Assistenttræner Jesper Bisgaard valgt at takke af og lade nye kræfter komme til, når de stopper i klubben ved udgangen af 2019.
Den ambitiøse klub i Kolding har haft et omtumlet efterår, hvor det dog lykkedes at komme med i forårets slutspil, via 6. pladsen i grundspillet, og i semifinalen i pokalturneringen efter en sikker sejr over Sundby i kvartfinalen.
Klubben har været i verbale slagsmål med Kolding Boldklub om et økonomisk mellemværende, der har betydet, at Kvindeligaholdet blev forment adgang til de sædvanlige træningsbaner og har måttet skifte træningsforhold med jævne mellemrum til stor irritation og forstyrrelse for teamet. Konflikten blev dog løst sidst i november med en sponsors velvillighed til at udrede de økonomiske mellemregninger.
Heldigvis kan KoldingQ se frem til topmoderne forhold fra den 14. december, hvor klubben indvier helt nye faciliteter med nye baner, der er forbeholdt KoldingQ, og helt ærligt må vække misundelse hos andre kvindeklubber, der langt fra har så gode forhold som koldingenserne får.
Vi slutter med KoldingQ’s sportschef Lennart Lindsteds citat fra den udsendte pressemeddelelse:
-Man kan altid tale om korrekt timing, men netop i dette tilfælde tænker jeg faktisk, at timingen er helt okay, når alt tages i betragtning. Peter og Jesper’s afsked er ganske udramatisk, og vi takker dem for det kæmpe arbejde, de har gjort for klubben, og ønsker dem samtidigt alt det bedste i fremtiden”
Klubben glæder sig til at præsentere et nyt trænerteam indenfor kort tid.
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil
Vi bringer også highlights fra de store europæiske ligaer, hvor danskerne spillerne. Kig forbi på kvindesport.dk/highlights, hvis du vil se topfodbold fra blandt andet Tyskland, England, Frankrig, Italien og Spanien.