Der er stor spænding inden de sidste runder i de to 1. divisionsrækker, hvor flere hold kæmper om attraktive pladser i forårets Kvalifikationsliga.
I Kvalifikationsligaen skal de fire hold fra 1. division kæmpe med de to nederste fra efterårets kvindeliga – Odense Q og BSF – om to pladser i næste efterårs Gjensidige Kvindeliga. Vi glæder os allerede til ti intense runder i foråret.
På nuværende tidspunkt er to hold allerede klar. B.93 fra øst og AaB fra vest har allerede sikret sig oprykning, mens der er tæt kamp om de to sidste oprykningspladser fra 1. division.

Nicole Robertson har indtil videre scoret 14 mål for B. 93.
B.93 blev som det første hold fra 1. division klar til forårets kvalifikationsliga for tredje år i træk. Allerede i femtesidste spillerunde sikrede holdet fra Østerbro i København sig en plads i kvalifikationsrækken til Gjensidige Kvindeliga. Det skete efter 5-2-sejr over HB Køge, der også er med i kampen om oprykning.
I fjerdesidste spillerunde fik B.93 1-1 mod Herlufsholm, og blev dermed sikker på at vinde 1. division Øst, selvom der var tre kampe tilbage. I seneste spillerunde vandt B. 93 i øvrigt 1-2 ude over Næsby.
B.93 har i 12 runder i 1. division vundet 10 kampe og spillet to uafgjort. Holdet har været en sand målmaskine i 1. division med 45 scoringer i 12 kampe. Topscorer er amerikanske Nicole Loren Robertson (tidligere FC Nordsjælland) med 14 scoringer. B.93 har et meget ungt hold, hvor gennemsnitsalderen i nogle kampe har været lidt over 19 år.
Stor spænding om den sidste plads i Øst-rækken
Spændingen er høj i forhold til, hvem der snupper den anden oprykningsplads i 1. division Øst. Med to runder tilbage kan fem hold stadig nå det.
Sundby har 20 point og en målscore på +19, som kan blive afgørende ved pointlighed. Holdet fra Amager slog i forrige runde HB Køge 4-0. HB Køge, Østerbro IF og Næsby har alle 19 point.
HB Køge har længe hængt på i toppen. Men med nederlag i tre ud af de seneste fire kampe er holdet blevet sat lidt tilbage i oprykningskampen.
Østerbro IF har længe ligget på andenpladsen, men holdet har mistet sit forspring ved at tabe fire ud af de seneste fem kampe. Næsby, der i forsommeren var med i oprykningsræset til kvindeligaen helt til sidste spillerunde, startede efteråret forfærdeligt. Men fynboerne er kommet stærkt igen med sejre i fire ud af de seneste fem kampe – også mod de andre oprykningskandidater.
Herlufsholm er outsider til en oprykningsplads med 18 point efter senest at have slået Østerbro IF med 5-2. Sydsjællænderne er i øvrigt det eneste hold, som har taget point fra B.93, hvor det to gange er blevet uafgjort.
Spændingen har i løbet af efteråret været opretholdt imellem de fem hold, fordi de på kryds og tværs har slået hinanden, så ingen har kunnet lægge afstand. Det er også medvirkende til, at B.93 er så langt foran de andre i tabellen.
Det ligger til Vildbjerg i Vest-rækken
I 1. division Vest ser det sandsynlig ud, at AaB og Vildbjerg kommer op og spiller kvalifikationen ligesom i foråret. I den vestlige 1. division er konkurrencen om de to oprykningspladser ikke er helt så stor som i øst, eftersom Fortuna Hjørrings andethold, uanset en topplacering, ikke må rykke op.
AaB havde maksimumpoint, inden mødet med Vildbjerg den 19. oktober, hvor Vildbjerg vandt 1-0. Da de mødtes igen lørdag den 2. november, satte Aab sig eftertrykkeligt på førstepladsen ved at vinde 6-1.
AaB har sikret sig oprykning, og har scoret 38 mål i 11 kampe. Nordjyderne har kun spillet en kamp uafgjort og tabt det første opgør mod Vildbjerg.
Vildbjerg mangler kun at få et enkelt point i holdets to sidste kampe mod bundholdene JAI, Aarhus og Aarhus 1900 for at få den anden oprykningsplads foran ASA Aarhus.
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil
Husk at du kan se/gense kampe fra Kvindeligaen på kvindesport.dk/live
Som noget nyt bringer vi highlights fra de store europæiske ligaer her på kvindesport.dk.
Sørg for at kigge forbi på kvindesport.dk/highlights, hvis du vil se topfodbold fra blandt andet Tyskland, England, Frankrig og Spanien.