OPDATERING 23. november 2020
Du, der læser disse linjer, er bare én blandt mange fans, der leder efter billetter til EM. Vi må desværre skuffe dig, og andre håndboldfans med, at der højst sandsynligt ikke sælges billetter til EM på grund af corona.
Til gengæld kan du opleve de danske håndboldkvinder på TV2, der som sædvanligt dækker kvindehåndbolden med masser af live-kampe fra EM-slutrunden.
Oprindelig indlæg
I december 2020 afvikles EM i kvindehåndbold i Danmark og Norge. En stor begivenhed, som vi allerede glæder os til, og som mange danskere helt sikkert gerne vil følge på tætteste hold i arenaerne.
Fra tirsdag den 3. december kl. 10.00 kan du sikre dig billetter til de kampe, der spilles i Jyske Bank Boxen i Herning og Arena Nord i Frederikshavn.
Først efter sommerens lodtrækning sættes flertallet af billetter til salg, men hvis du bare ikke vil gå glip af de danske kvinders kampe i indledende pulje, og til mellemrundekampene i Herning, så er det nu, du skal slå til.
Billetterne, der sættes til salg, giver adgang til alle kampe i Boxen eller Arena Nord på den pågældende dag.
Dansk Håndbold Forbund sælger billetterne i samarbejde med Ticketmaster, der kan sende billetterne i fysisk form til dig med brev. Du kan naturligvis også printe dem selv.