Pressemeddelelse fra Odense Håndbold den 21. januar 2020
Katja Johansen fra Talentcenter Odense Håndbold bliver en del af ligatruppen i Odense Håndbold i næste sæson. Den unge venstre fløj spiller til daglig i Talentcenter Odense Håndbold og har nu underskrevet en toårig aftale med Odense Håndbold, som gælder fra sæson 2020-2021.
Katja Johansen har tidligere været en del af ligatruppen i Odense Håndbold, da hun i første halvsæson af 2019-2020 trådte ind som erstatning for en skadet Suzanne Bækhøj.
Katja Johansen glæder sig til at blive en del af Odense Håndbold: ”Jeg er superstolt og glad for at skulle spille i Odense Håndbold de næste to sæsoner. Jeg glæder mig til at møde en masse nye mennesker og ser frem til at udvikle mig i en klub, som har lige så store ambitioner, som jeg selv har.”
Træner i Odense Håndbold, Karen Brødsgaard, fortæller også: ”Vi er rigtig glade for, at Katja bliver en del af truppen i næste sæson. Hun er et ungt, sprudlende talent med stort potentiale, og så har hun en træningsivrighed, som bliver rigtig spændende at følge. Det er et stort spring for Katja i forhold til for alvor at træde ind i seniorrækken, og det kræver en stor tålmodighed fra hende.”
Katja Johansen er 19 år og kommer oprindeligt fra Munkebo. Katja Johansen har tidligere spillet for Kerteminde HK og GOG og vandt DM-sølv sammen med Talentcenter Odense Håndbold i sæson 2018-2019.
Fakta om Talentcenter Odense Håndbold
Talentcenter Odense Håndbold er et håndboldfællesskab etableret i Odense, hvor 14 moderklubber samarbejder med Odense Håndbold om talentudvikling.
Talentcentret, der er etableret i 2008, består af et U17- og et U19-pigehold. Formålet med talentcentret er at skabe de bedste rammer for udviklingen af unge håndboldtalenter på Fyn.
‘