
Marielle Martinsen skifter til Aarhus United
Aarhus United ligger på den lade side under Corona-virussens hærgen. Fredag offentliggjorde klubben sin tredje meddelelse om nyheder i truppen på bare tre dage. Senest er Marielle Martinsen inkluderet i truppen til næste sæson.
På klubbens Facebookside, skriver Aarhus United således:
Aarhus United har atter en gang kigget mod Norge for at forstærke truppen til de kommende sæsoner. 25-årige Marielle Martinsen har skrevet en toårig aftale med de aarhusianske himmelstormere, og den norske bagspiller, der er inde omkring det norske rekrutlandshold, passer perfekt ind hos Aarhus United:
”Marielle er en enormt spændende spiller, der passer rigtig godt ind på vores hold. Hun er stærk og hurtig på fødderne, meget dygtig i assist-spillet og så har hun et godt skud. Derudover er hun god i forsvaret, så vi får endnu en tovejs-spiller, hvilket er vigtigt for flowet i spillet,” siger Heine Eriksen, cheftræner i Aarhus United, og fortsætter:
”Vi får en spiller med meget stor energi. Marielle kommer til Aarhus United med en lyst til at blive bedre og udvikle sig, og hendes ambitioner og energi vil styrke vores hold og være med til at gøre os til et endnu stærkere team.”
I de seneste 4 sæsoner har Marielle Martinsen spillet for Oslo-klubben Aker, og hun er i denne sæson topscorer for sin klub, noteret for 108 scoringer i den bedste norske række:
”Jeg glæder mig utrolig meget til at komme til Danmark og prøve mine kræfter af. Jeg ser Aarhus United som en god mulighed for at tage det næste store skridt i min håndboldudvikling, og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Heine Eriksen og de mange dygtige spillere i klubben. Jeg er sikker på, at vi sammen kan løfte Aarhus United i årene fremover. Og personligt glæder jeg mig til at lære Aarhus bedre at kende,” lyder det forventningsfuldt fra Marielle Martinsen, der bliver den tredje norske spiller i den aarhusianske trup i næste sæson:
”Vi har rigtig gode erfaringer med norske spillere, som vi med stor succes har implementeret på holdet. Både June Bøttger og Line Ellertsen er meget velintegrerede og vellidte i truppen, og jeg er sikker på, at Marielle også vil blive et stort hit. Samtidig har Marielle en erfaring og en dedikation, der vil være en god støtte for vores unge spillere,” siger Mads H. Winther, bestyrelsesformand i Aarhus United.
Udover at gøre det godt indenfor de 40×20 meter har Marielle Martinsen også gjort det gjort i beachhåndbold. Således vandt hun EM-guld med det norske beachhåndboldlandshold, og sølv ved VM året efter, så der bliver noget at tale om med Aarhus Uniteds anfører Emma Mogensen, der er regerende Europamester i beachhåndbold med Danmark.