
Foto: Liftinglife
”Jeg er tilbage i Californien i California Strength – ét af USA’s mest prestigefyldte gyms – for at træne med nogle af de bedste i 20 dage. Jeg har været her to gange før i de seneste 6 måneder foruden diverse rejser til Georgien, Norge og Thailand.
Jeg er enormt privilegeret, og enormt taknemmelig, for de muligheder, jeg har indenfor min sport i et lille land som Danmark, hvor midlerne er små. Men jeg føler mig ikke helt glad. Der er en følelse i min mave af, at jeg mangler noget helt essentielt. En følelse der ikke er ny. Den dukkede op kort efter jeg kom tilbage fra VM.
Jeg har enormt svært ved at sætte ord på den, og den nager mig, fordi den giver mig en følelse af, at jeg ikke brænder for den sport, jeg har ofret så meget for i de sidste 5 år, og som jeg igen er rejst om på den anden side af jorden for at blive bedre til.
Jeg føler mig på en måde forkert. Både i sporten men også udenfor træningslokalet. Jeg føler ikke, jeg har noget at bidrage med, udover min sport, og jeg føler at den fylder alt ud. I alt de fantastiske muligheder sporten giver mig, føler jeg mig mest af alt ensom.”
Overstående skrev jeg ned, da jeg havde været i Californien i et par dage, stadig bøvlede lidt med jetlag og følte mig enormt langt væk hjemmefra. Når jeg har det skidt, eller bøvler med nogle tanker, jeg ikke rigtig kan samle mig om, hjælper det mig at skrive dem ned, for derefter at kunne læse dem sort på hvidt og så tage aktion på dem.
Ofte handler det om at sige det højt, selvom jeg synes, det er latterlige tanker og følelser, hvilket jeg netop i dette tilfælde følte; jeg følte mig forkælet for at pylre over mit liv i sporten fyldt med rejser, mesterskaber og spændende mennesker. Sandheden, som jeg ofte finder frem til, er dog bare, at dette er min virkelighed og følelserne er lige så virkelige som andre følelser.
Det jeg fandt ud af, at jeg manglede, var perspektivet.
For det er ikke kun fedt at ofre så meget for en sport og specielt ikke på den anden side af en lang forberedelsesperiode til ét stort mesterskab. At have været så stærk op til det ene mesterskab, for derefter at tage et godt dyk ned i off season grøften, er bestemt ikke fedt.
Men hvilket job er altid det? Med lidt perspektiv på tingene, kan jeg se, at jeg lod mig selv dykke ned i en boble, hvor jeg fokuserede på alt det jeg nedprioriterer, og på alle de ting jeg udskyder, for at jagte en drøm. Dette resulterede i at drømmen stille og roligt føltes af mindre betydning, når den netop var på bekostning af dette.
At få hjælp til at finde perspektivet igen ved hjælp af min mental træner Adam, er en af de største gaver, jeg har givet mig selv i min sport.
Efter en god snak med ham, føler jeg mig igen tilbage på sporet – det spor, som jeg egentlig synes, jeg plejer at være ret god til at følge. Jeg griber tankerne om, at sport ikke altid er fedt og i stedet for at dyrke dem, og lade dem vokse, vender jeg blikket hen mod de ting, jeg lige nu selv kan gøre, for at komme igennem en periode, hvor ikke alle træningspas er lige gode, og hvor det at rejse langt væk fra alle dem, der betyder allermest for mig, for netop at dyrke den sport, ikke føles nær så fedt, som det plejer at gøre.
Jeg er i Californien, klimaet er fantastisk, jeg træner med nogle af de dygtigste i landet, og jeg har al tid i verden til at spise, sove og restituere optimalt. At jeg samtidig savner mit hjem og min familie, priser jeg mig simpelthen så lykkelig for.
For selvom det at rejse så meget, som min sport kræver af mig lige nu, virkelig er en fantastisk mulighed, jeg gør alt for at kunne gribe, så er det omend endnu mere fantastisk at blive mindet om, hvor dejligt jeg har det hjemme, samt hvor privilegeret jeg er at kunne gøre netop dette.
Jeg skriver disse ting, for at huske mig selv på, at der med alt i livet er perioder, hvor alt kører på skinner samt perioder, hvor du virkelig skal skubbe dig selv op ad bakken. Nogle gange føles den nemmeste løsning på en stejl bakke blot at blive nede, men jeg ved, at der venter mig fantastiske ting, hvis jeg kæmper mig tilbage op!
Tak fordi du læser med!