For første gang nogensinde har landstrænere og ligatrænere kåret Efterårets Profil i Gjensidige Kvindeliga.
Brøndbys Nicoline Sørensen løb med æren efter et flot efterår, hvor Nicoline med 16 mål i 14 kampe er ligaens topscorer.
Med den nye Kvindeliga kom også en ny tradition, hvor der hver måned kåres en Månedens Spiller. Nicoline Sørensen var den første der modtog prisen i august, og hun har også været på Månedens Hold hver måned siden, som den eneste spiller i ligaen. Det vidner om et konstant højt niveau fra prisvinderen.
Nicoline har været så dygtig i efteråret, at hun også er nomineret til prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller 2019, hvor hun er oppe i mod Sanne Troelsgaard og Pernille Harder. Prisen uddeles i starten af 2020.
Vi har ikke set en sammentælling af trænernes stemmer, men vi er ret overbevidste om, at der har været rigtig rigtig mange stemmer på Nicoline Sørensen.
International succes
På den internationale scene har Nicoline Sørensen efterhånden spillet sig ind i startopstillingen på Kvindelandsholdet, hvor hun har en stor stjerne hos Landstræner Lars Søndergaard.
Nicoline Sørensen har været outstanding i dette efterår, hun har været stabil på et niveau over alle andre.
Lars Søndergaard, Landstræner Kvindelandsholdet
Nicoline Sørensen har nu rundet 30 kampe på A-landsholdet og scoret syv mål. Fire af målene er scoret i efterårets EM kvalifikationskampe.
I Champions League var Nicoline Sørensen en væsentlig faktor i Brøndbys kampe mod de svenske mestre fra Piteå. Nicoline scorede således både ude og hjemme, da Brøndby spillede sig videre med samlet 2-1 i 16.-dels finalen.
Vi slutter med at sige stort tillykke til Nicoline med prisen som Efterårets Profil. Det er super fortjent!
Nicoline Sørensen er en evig trussel mod alle hold med hendes hurtighed og teknik.
Brian Sørensen, Cheftræner FC Nordsjælland