
Foto: PSG
Det franske eventyr fortsætter for Nadia Nadim, der har forlænget sin aftale med hovedstadsklubben PSG frem til 30. juni 2020.
Nadia tegnede en 6 måneders kontrakt i starten af året for at se forholdene an, og få en fornemmelse af, hvordan det er at spille i den franske liga og bo i Paris.
Nadia har siden sin ankomst spillet 8 kampe og scoret 3 mål for sølvvinderne i Frankrig.
I næste sæson bliver der nok i endnu højere grad brug for alle Nadias kræfter, da vores anden dansker i PSG, Signe Bruun, er løbet ind i en længerevarende knæskade, der holder hende ude i lang tid. Signe er netop blevet opereret, så nu krydser vi fingre for hurtige fremskridt.
Glæde hos begge parter for den nye aftale
Til klubbbens hjemmeside udtrykker begge parter tilfredshed med den nye aftale.
Jeg er meget glad for at kunne blive en ekstra sæson i Paris Saint-Germain. Jeg har tilbragt seks meget gode måneder i klubben, hvor der er en meget god harmoni. Jeg tror endnu stærkere på Paris Saint-Germain-projektet, og jeg tror, at klubben kan opnå megen succes i de kommende år. Nadia Nadim
Chefen for kvindefodbolden i PSG, Bruno Cheyrou, siger, at klubben også er glad for forlængelsen med Nadia. Det skyldes i følge Bruno, at Nadia har et højt niveau, der er understøttet af en hurtig tilpasning i klubben, hvor Nadia er en stor daglig drivkraft for at indfri klubbens ambitioner.
Følg med på transferlisten
Fik du det hele med? Husk du løbende kan følge med i alle markante transfers med de danske fodboldkvinder lige her
Der sker meget i disse år, og især i Frankrig har der været fart over feltet for at sikre sig danske spillere.