
Holdbillede inden seneste hjemmekamp mod Bosnien-Hercegovina. Foto: ©Claus Birch/fodboldbilleder.dk
Montenegro lagde bedst ud, men de danske fodboldkvinder strammede op og vandt også fjerde VM-kvalifikationskamp, da Montenegro blev besejret 1-5 i Podgorica.
Pernille Harder måtte trække sig fra startopstillingen, da hun ikke følte sig klar efter en solo-opvarmning før kampen. Efter sigende med hofteproblemer. Udover en lidt shaky start fik anførerens fravær heldigvis ikke betydning i aftenens udekamp, hvor Mille Gejl trådte til, og Rikke Sevecke overtog anførerbindet.
Det var Stine Larsen, der startede målscoringen efter 17 minutter, hvor hun modtog en flad aflevering fra Sanne Troelsgaard i feltet, vendte rundt og scorede hårdt og sikkert.
Signe Bruun fik scoret sit 10. mål i kvalifikationen med en lang tå på en aflevering fra Sara Thrige i 27. minut og Sofie Svava scorede sit andet landskampsmål fem minutter før pausen efter et keeper-drop og klumpspil i feltet. 3-0 ved pausen til danskerne.
Montenegro jublede forståeligt i det 53. minut, da de som det første hold i kvalifikationen nedbrød den danske forsvarsmur og reducerede til 1-3 ved Armisa Kuc. Glæden varede dog kun kort for i næste angreb scorede Sanne Troelsgaard til 1-4 til Danmark.
Stine Larsen blev dobbelt målscorer tyve minutter før tid, da hun satte ydersiden på bolden tæt under mål, efter et præcist indlæg fra Sofie Svava, til slutresultatet 1-5.
Danmark er så suveræne i deres kvalifikationspuljer i disse år, at det trækker overskrifter, når modstanderne scorer. I kvalifikationen frem mod EM næste sommer, havde Danmark en målscore på 48-1. Indtil videre hedder målscoren i VM-kvalifikationen 28-1 efter fire kampe. Det er så overlegent, at jeg faktisk kan være bange for, at det kan være en bombe under interessen for Kvindelandsholdet, fordi det simpelthen er for nemt, og potentielt uinteressant, når holdet vinder så suverænt, hver gang de stiller til start.
Øvrige resultater fra Danmarks pulje:
Bosnien-Hercegovina mod Rusland 0-4
Aserbajdsjan mod Malta 1-2
Se stillingen i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe her.
Kampfakta
Montenegro mod Danmark 1-5 (0-3)
17. minut 0-1 Stine Larsen
27. minut o-2 Signe Bruun
40. minut o-3 Sofie Svava
53. minut 1-3 Armisa Kuc
54. minut 1-4 Sanne Troelsgaard
72. minut 1-5 Stine Larsen
Du kan gense hele kampen på DR TV
Den danske startopstilling mod Montenegro
Indskiftninger og minuttal i parentes.
Keeper
Lene Christensen
Forsvar
Stine Ballisager (46. minut Simone Boye)
Rikke Sevecke
Katrine Veje
Midtbane
Sara Thrige (46. minut Janni Thomsen)
Sanne Troelsgaard
Sofie Junge (76. minut Cecilie Fløe – debut)
Sofie Svava
Angreb
Mille Gejl
Stine Larsen
Signe Bruun (46. minut Kathrine Kühl)
Du kan se hele den danske trup her.
Næste kamp for kvindelandsholdet ligger i november, hvor der venter opgør mod Bosnien-Hercegovina ude den 25. november efterfulgt af årets sidste landskamp hjemme mod toprivalerne fra Rusland tirsdag den 30. november.
Husk at der på torsdag trækkes lod til puljerne ved EM i England. Resultatet af lodtrækningen finder du her på kvindesport.dk torsdag aften.