20-årige Maria Møller Thomsen tog i en ung alder springet til udenlandsk fodbold. Allerede som 19-årig skiftede Maria Møller Thomsen nemlig fra Odense Q til en ny udfordring i Malmö hos LB07, der spiller i Damallsvenskan.
Ballasten var en stamplads i forsvaret hos Odense Q og 41 kampe på diverse ungdomslandshold. Her kan du læse, hvordan Maria har det i Malmö.
Hvordan er forholdene i din klub i forhold til de forhold, du kender fra danske klubber?
Jeg tilbringer meget mere tid sammen med mit hold, end dengang jeg spillede i Danmark. Ofte møder jeg ind i klubben 2 timer før træning, hvor vi blandt andet ser videoklip fra kampene i Damallsvenskan. Vi spiser også ofte aftensmad sammen efter træning, så jeg bruger mange timer ude i klubben.
Når vi skal spille udebanekamp, bruger vi også ofte flere dage på at være afsted. Eksempelvis overnatter vi på et hotel dagen før en kamp, hvis vi skal spille mod et hold langt væk fra Malmø.
Er du fit for fight?
Ja, jeg er endelig skadesfri. Desværre har jeg lige været ude med en korsbånds – og meniskskade, som jeg fik tilbage i september. Men her i juli spillede jeg min første kamp i Damallsvenskan efter min lange skadesperiode.
Hvad er dine personlige sportslige forventninger og målsætninger til sæsonen?
I øjeblikket er målsætningen at få en masse point i ligaen, så mit hold kan komme over nedrykningsstregen igen. Derudover håber jeg personligt at spille en rigtig god efterårssæson, så jeg igen kan blive attraktiv for landsholdet efter min skade.
Hvilke sportslige mål har klubben for sæsonen?
Vi skal væk fra bunden i ligaen, og få en masse point her i efteråret. (LB07 har hentet 6 point i de seneste to kampe, så det ser godt ud. Red.)
Studerer eller arbejder du ved siden af dit job som fodboldspiller?
Jeg studerer på læreruddannelsen nogle få formiddage om ugen i København. Lige nu læser jeg til matematiklærer.
Hvordan bor du?
Jeg bor i en lejlighed inde i Malmø centrum. Cirka 15 minutter fra min klub i bil.
Hvad er din største drøm for den kommende sæson?
Sikre en ny sæson i Damallsvenskan med mit klubhold.
Frit fra fodboldhjertet
Den 29. september 2018 var den værste dag i min fodboldkarriere i LB07. I en hjemmebanekamp i Damallsvenskan mod Växjö rev jeg mit korsbånd over og skadede min ene menisk i knæet. Enhver sportsudøvers værste mareridt.
Men med klubbens hjælp fra dygtige læger og fysioterapeuter kunne jeg her den 26. juli spille mine første minutter i Damallsvenskan igen. Vi spillede faktisk mod netop Växjö, og jeg spillede overfor den spiller, jeg var i duel mod, da jeg skadede mit knæ.
Det var virkelig en meget speciel kamp for mig. Men heldigvis kunne jeg selv gå fra banen denne gang, og det er skønt at være tilbage på holdkortet!
Mød andre danske fodboldstjerner, der spiller i udlandet
Vi har samlet alle artiklerne med de danske kvindelige fodboldstjerner i udlandet på én side, så du nemt kan læse de spændende historier fra spillerne selv. Klik her og læs flere artikler fra serien “Mit fodboldliv i udlandet”