
Privat foto
Mie Leth Jans fortsætter karrieren hos Vittsjö efter et mindre vellykket ophold hos guldvinderne fra FC Rosengård, hvor det kneb med at få spilletid – især i det sidste halve år af den 1-årige kontrakt hos mestrene.
Nu fortsætter den 25-årige tidligere EM-sølvvinder karrieren hos bronzevinderne fra Vittsjö. Her er Mie tiltænkt en hovedrolle, hvor hun med sin erfaring skal styrke Vittsjö’s bagerste kæde.
-Jeg har valgt Vittsjö på baggrund af det oplæg, de er kommet med, deres plan med mig og deres vision som klub. Det har været en længere proces at træffe det, der føles som det rigtige valg, hvilket er blevet gjort på baggrund af mine egne målsætninger og behov, siger Mie Leth Jans til Ian Melhede fra Det Mentale Spil, der i en længere periode har samarbejdet med Mie Leth Jans.
Vittsjö har tidligere været springbræt for en anden dansk landsholdsprofil, Sofie Junge, der spillede i Vittsjö, inden hun skiftede til Juventus, hvor hun nyder stor succes lige nu.
Mie Leth Jans har spillet 26 A-landskampe for Danmark og ikke mindre end 50 kampe på ungdomslandsholdene. Senest Mie optrådte i rødt og hvidt var i sommeren 2018 i en VM-kvalifikationskamp mod Ungarn.
Mie Leth Jans har ved siden af fodbolden uddannet sig som fysioterapeut og har afsluttet sin uddannelse tidligere i december.
Vi ønsker Mie al mulig held og lykke i Vittsjö og krydser fingre for, at den bomstærke forsvarsspiller kan genfinde det niveau, der i sin tid sikrede Mie et skifte til Manchester City.
Følg transferlisten på kvindesport.dk
Følg med på vores transferliste, hvor vi opdaterer de væsentligste klubskifter og forlængelser i dansk kvindefodbold og med danske stjerner, der flytter til udlandet. Vi skriver om de fleste transfers her på kvindesport – Læs dem her.