Lige nu følger jeg min drøm, og er i Arizona for at forberede mig til mit største stævne nogensinde, IRONMAN World Championship Hawaii.
Ironman Hawaii, er så meget mere end 3,8 km svøm, 180 km cykling og 42 km løb (!)
Selvom jeg har set et ton billeder og timevis af livedækning fra Kona, Hawaii, har jeg virkelig svært ved at vide, hvad jeg skal forvente, når jeg kommer derover.
Det er et kæmpe setup, og jeg er så spændt på at mærke atmosfæren og den energi, jeg har hørt så meget om. Hele verdenseliten er samlet for at konkurrere, og en ting man ikke hører så meget om, er at det giver en hel anden dynamik i racet, end stævner jeg før har kørt, hvilket jeg er mega spændt på at blive en del af!
Noget man til gengæld hører meget om er vind og varme. Det er netop derfor, jeg er her i Tucson, Arizona. For her er hot!
Helt alene og langt hjemmefra
Men blot fordi solen skinner, himlen er blå og udsigten flot, betyder det ikke, at det er lykken. Det lærte jeg på den hårde måde, da jeg havde min første uge alene, et helt nyt sted og med 9 timers tidsforskel hjem.
Jeg elsker min træning, og normalt er det ikke noget problem at træne alene, men når man også er alene, når man kommer hjem til et stort tomt hus, er alene, når man skal finde ruter at cykle, finde en pool at svømme i, et fitnesscenter til at løbe i – fordi det er for varmt at løbe ude, OG venner og familie står op, når du går i seng, så har man pludselig alt for meget tid til at tænke, og hovedet begynder at spinne i cirkler.
Det tog lidt tid og et par telefonopkald (det er mere end guld værd at have et par gode hotlines!!!), før jeg forstod, hvad der egentlig var ”galt” med mig. Men som med alle andre ”problemer” i hverdagen løses det langsomt, så snart det er lokaliseret, og man får snakket om det…
Jeg følte mig alene og langt hjemmefra. Jeg har ikke rigtig haft ”hjemve” før, men bare det at lytte til dansk radio hjalp. Det gælder om at finde de små tricks og lade dem gøre den store forskel.
Det er tæt på 3 uger siden nu, og hverdagen kan slet ikke sammenliges!
De små tricks hjælper, det hjælper, at jeg er begyndt at lære området at kende, men den store forskel er, at min veninde og træningsmakker Åsa Lundström er kommet for at være her de sidste 3 af mine 4 uger, inden vi sammen flyver til Hawaii.
1 +1 er bare så meget mere en 2!
Det er en hel anden verden og overskuddet så meget større. Selvom vi ikke træner det hele sammen, gør det hård træning så meget lettere, at man er glad i hverdagen. Jeg ser det som en kæmpe gave at kunne være konkurrenter, men stadig veninder og ville det bedste for hinanden.
Man får ikke meget bedre sparring, end med en der ved, hvad gamet handler om, en der forstår små som store frustrationer, en der åbent fortæller om erfaring og giver en high five, når et godt træningspas er gennemført.
Netop high fives er der blevet givet flere og flere af, som ugerne er gået. Træningen peaker i denne uge, og er gået godt, så jeg/vi er fulde af forhåbninger og mere og mere klar til den store oplevelse der venter, en oplevelse jeg har tænkt mig at suge alt det ud af, jeg kan.
A happy athlete is a good athlete
Maja
