
dbufoto.dk – Anders Kjærbye
Lars Søndergaard har forlænget sin aftale som træner for Kvindelandsholdet til og med et muligt VM i 2023 skriver DBU i en pressemeddelelse.
For Lars Søndergaard var det et let valg at fortsætte som træner for Danmark:
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville forlænge. Det er en stor ære at være træner for landsholdet, og jeg er rigtig glad for mit samarbejde med staben og spillerne. Der er en fantastisk dedikation, glæde og entusiasme på holdet,” siger Lars Søndergaard.
”Forholdene omkring holdet er blevet markant forbedret på det seneste, og der blæser mere positive vinde hen over kvindefodbolden i ind- og udland end nogensinde. Vi er i gang med en rigtig spændende rejse på Kvindelandsholdet, og jeg håber, vi kan fortsætte det stærke arbejde og komme til slutrunder. Det er vores mål,” siger Lars Søndergaard.
Forlængelsen med Lars Søndergaard glæder Kvindelandsholdets anfører, Pernille Harder:
”Vi er i truppen rigtig glade for samarbejdet med Lars. Vi har under Lars og staben gennemgået en rigtig fin udvikling som hold både på og udenfor banen. Vi glæder os til i fællesskab at fortsætte det stærke samarbejde og blive endnu bedre, så vi kan opnå vores store ambitioner om at komme til slutrunder og spille med mod de bedste,” siger Pernille Harder.
Med de flotte resultater og udviklingen på Kvindelandsholdet var det oplagt, at Lars Søndergaard skulle bygge videre på sit arbejde i spidsen for holdet. Det fortæller Peter Møller, fodbolddirektør i DBU:
”Lars Søndergaard er topprofessionel. Han har formået at udvikle holdet og har fået flere nye unge spillere ind i truppen. Landsholdet spiller god og offensiv fodbold og leverer samtidig stærke resultater. Vi er sikre på, at vi med Lars Søndergaard ved roret kan nå vores drømme og mål om at vinde mest muligt og samle og inspirere Danmark,” siger Peter Møller.
Peter Møller fremhæver desuden Lars Søndergaards tætte samarbejde med de øvrige i landstrænergruppen og med klubberne.
Kvindelandsholdstrænerens tidligere aftale havde udløb den 1. juli 2021, men nu kommer Lars Søndergaard til stå spidsen for Danmark i yderligere to år – og forhåbentlig med kvalifikationer til både EM i 2022 og VM i 2023.
61-årige Lars Søndergaard blev præsenteret som landstræner i december 2017 og havde sin debut den 21. januar 2018 i en træningskamp mod USA i San Diego.