Forhåndsfavoritterne fra Hørsholm 79ers var for stærke for Værløse Blue Hawks’ og anført af Årets Pokalfighter Gritt Ryder, vandt Hørsholm pokalfinalen i Forum Horsens med 84-63 i en finale, som Værløse havde stor ære af.
Værløse var således godt med i det meste af første halvleg og ved stillingen 35-42 midt i anden periode, var der stadigvæk liv i finalen. Derfra gik det dog desværre for spændingen ned af bakke for Værløse, der ikke scorede mere i halvlegen og var bagud med 51-35 ved pausen.
Hørsholm fortsatte dominansen fra anden halvlegs start og var foran 57-35 før Værløse fik scoret igen efter knap ti minutters scoringspause. Spændingen om udfaldet var forsvundet og Hørsholm cruisede til en finalesejr på 84-63.
Gritt Ryder blev kampens topscorer med 28 point, 8 rebounds, 6 assists og 6 stjålne bolde.

Gritt Ryder blev Årets Pokalfighter
-Selv om man er slidt, så når bolden bliver skudt i vejret og det er pokalfinale, så mærker man ikke kroppen, så det var fint, fortalte Ryder efter kampen til Danmarks Basketball Forbund.
-Jeg er i det hele taget meget stolt af den måde, vi kommer ind til kampen i dag på. Vi giver igen fysisk fra start, selv om jeg synes Værløse starter rigtigt, rigtigt godt. Niveauet i hele kampen er rigtigt højt, selv om vi ender med at trække fra, og det viser bare, at det går rigtigt godt med dansk damebasket, siger Ryder i forbundets pressemeddelelse.
Skuffede Værløsespillere
Værløsespillerne var selvfølgelig skuffede efter finalenederlaget, hvilket kom til udtryk ved Værløseanfører Annemie Espensen.
-Vi er megaskuffede. Ikke fordi vi regnede med at skulle ud og smadre Hørsholm, men vi ville gerne have givet dem kamp til stregen, og det formåede vi ikke. Vi holder hovedet så højt, vi nu kan, og kæmper hele vejen. De får et run midt i kampen, og så ender forskellen til slut også der, og det er fint nok, men det er en skuffende følelse, når det nu er første gang, vi er i pokalfinalen, siger Annemie Espensen.
Det var Hørsholms sjette pokaltitel.
Topscorere
Hørsholm: Gritt Ryder 28, Ivana Jovanovic 14, Alyssa Rader 13
Værløse: Juliana Okosun 19, Frida Formann 12, Trine Drejer 8