Onsdag spillede Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg sig i DM-finalen.
Herning-Ikast vandt overraskende første kamp ude mod grundspilsvinderne fra Odense, og med en sejr på 23-17 i 2. DM-semifinale var finalebilletten en realitet.
I finalen møder de Team Esbjerg, som ligeledes over to kampe besejrede de forsvarende mestre fra København Håndbold. Allerede i første halvleg grundlagde Team Esbjerg sejren, og de kunne gå til pause foran med fire.
Derfor blev 2. halvleg da heller aldrig spændende, da københavnerne ikke formåede at lukke hullet op til esbjergenserne. Kampen endte 23-29, og guldmedaljerne skal derfor have nye ejere i denne sæson.
Odense faldt fuldstændig fra hinanden i 2. halvleg
Odense gik ind til DM-semifinalerne som grundspilsvinder, og de lignede derfor en god kandidat til den ene finaleplads.
Det krævede en sejr onsdag, efter de tabte med to i første DM-semifinale. I lang tid havde de godt styr på kampen, og ved pausen var de foran med to – 9-11.
Kort inde i 2. halvleg går fynboerne helt i stå, og så er Herning-Ikast Håndbold pludselig foran med hele seks mål efter at have vendt 11-13 til 19-13. Det formåede Odense ikke at komme tilbage fra.
Hvornår skal metallet fordeles?
DM-finalen spilles over to kampe, henholdsvis den 18. maj og den 21. maj. Her er det Team Esbjerg, der starter hjemme.
Bronzekampen mellem Odense og København Håndbold spilles 14. maj og 17. maj. Alt andet lige vil begge hold sandsynligvis give alt, hvad de har for at slutte sæsonen af på bedste vis ved at sikre metal til klubben.