Kamp 2 – Manchester City – Fortuna Hjørring 1-0.
City vinder samlet 2-0
Returkampen blev lige så svær som forventet, og trods en god indsats af nordjyderne, specielt i 1. halvleg, var Manchester City ganske enkelt bare en for stor mundfuld for Fortuna Hjørring set over de to kampe.
Manchester City vandt også returopgøret 1-0 på det mål Lucy Bronze scorede kort før pausen og går fortjent videre til semifinalen, hvor de skal møde sidste års vindere fra Lyon.
Fortuna Hjørring havde sine chancer i returopgøret. I en god, kort, periode i første halvleg kunne både Camilla Kur og Caroline Rask have bragt nordjyderne foran.
Fortuna blev snydt for et klokkeklart straffespark. Helt utroligt, at dommeren ikke så, at den engelske anfører strakte armen ud og stoppede skudet, der havde kurs mod det fjerneste målhjørne.
Desværre blev der ikke dømt straffe, og i stedet kom City foran 1-0 på et lidt kluntet mål efter et hjørnespark, hvor Maria Lindblad ikke så for godt ud i situationen.
2. halvleg tilhørte Manchester City. De sad tungt på kampen, og det var tættere på at blive 2-0 end 1-1.
Det blev således Manchester City, der sendte de danske hold ud af Champions League i 16/17. Begge mandskaber gjorde en god figur, og vi håber, at kampene kan være med til at løfte dansk kvindefodbold op på et endnu højere niveau.
Se highlights fra kampen hos DR Sporten
Kamp 1 – Fortuna Hjørring – Manchester City 0-1
Verdens bedste fodboldspiller slog til. Carli Lloyd scorede kampens eneste mål, og sikrede Manchester City en fortjent sejr på 1-0 i det første kvartfinale opgør i Hjørring.
Manchester City var en stor mundfuld for Fortuna Hjørring. Gennem stort set hele kampen, og i særdeleshed i første halvleg, sad englænderne på kampen. Hurtigere med bolden, hurtigere på bolden og mere direkte. De virkede toptrimmede.
Fortunas held er, at de med aftenens resultat stadigvæk har en chance for at gå videre til semifinalen. Det kræver mere bid nærkampene og lidt mere koldblodighed, når bolden kommer frem forrest på banen.
Der var mødt 2.036 tilskuere op på stadion. Små 100 Cityfans var mødt op og sad samlet på den ene langside. Resten af tilskuerne var lokale børn, mænd og kvinder, men også fodboldpiger fra andre klubber i Jylland. Et flot tilskuertal og en flot kulisse til en stor og vigtig fodboldkamp.
Mange tilskuerne var ærgerlige over, at både Fortuna Hjørring og Manchester Citys spillere forlod stadion uden at skrive autografer eller stille op til fotografering. En fejl, som Fortuna Hjørrings holdleder hurtigt var ude at beklage på holdets vegne.
Returkampen spilles i Manchester på torsdag og DR Sporten viser kampen live via stream.
Få flere reaktioner på kampen via disse links.
Interview med Carli Lloyd og reaktion fra Tv2 Nord
Manchester City på Facebook
Optakt til kvartfinalen
Fortuna Hjørring møder Manchester City i kvartfinalen i fodboldkvindernes Champions League.
Kvartfinalen afvikles over to kampe, og vi opdaterer dette indlæg med nyt fra kampene.
Første kamp spilles i Hjørring torsdag den 23. marts kl. 19.00.
Returopgøret spilles i Manchester, en uge efter, den 30. marts.
Fortuna Hjørring skal revanchere sig på vegne af dansk kvindefodbold. Det var nemlig Manchester City, der slog Brøndby IF ud i 1/8-dels finalen i efteråret med en samlet 2-1 sejr.
Fortuna kvalificerede sig ved at slå Brescia ud.
Kampen kan ses live på Bredbånd Nord Arena i Hjørring og hos Mycujoo.tv og DR Sporten torsdag kl. 19.00.
Mod Brescia var der 1.038 tilskuere i Hjørring. Et tal, der står for fald mod City. Især, hvis du også køber billet!,-)
Manchester City
Siden efteråret har Manchester City oprustet med ingen ringere end Carli Lloyd, der for andet år i træk er kåret til Verdens Bedste Fodboldspiller. Carli Lloyd er først for nyligt tiltrådt klubben, men var med, da City slog Reading i pokalturneringen i England i weekenden.
City råder over en perlerække af dygtige spillere. Flere af dem, fik deres genenmbrud, da England vandt bronze ved VM i 2015. Her er en række af spillere, som Fortuna Hjørring især skal være opmærksomme på:
Anfører Steph Houghton, Lucy Bronze, Jill Scott, Isobel “Izzy” Christiansen med danske aner, den svenske angriber Kosovare Asllani, Tony Duggan, der scorede en perle mod Brøndby og Nikita Parris.
Houghton og Bronze giver her deres bud på chancerne mod Fortuna.
Fortuna Hjørring

Camilla Kur scorede to gange i hjemmekampen mod Brescia. Kan hun score igen?
Fortuna har selv oprustet med den brasilianske angriber Chù Santos, og den norske keeper, Guro Pettersen, der kommer fra Stabæk i Norge, og afløser en skadet Maria Christensen i målet.
Til opgørene mangler Fortuna desværre Karoline Smidt Nielsen, der er langtidsskadet.
Fortuna kommer en smule skævt ind til opgøret. Godt nok fik holdet 1-1 mod Brøndby i Kvindepokalen i weekenden, men resultatet reflekterer ikke, at Brøndby var spilstyrende, og havde Fortuna på hælene i store dele af semifinalen.
Vi krydser fingre for, at den ikke-så-gode kamp, skyldes, at de grønblusede spillere allerede (nogle af) tankerne på kampen mod City.
City er storfavoritter
Selvom det er Fortuna, der er de rutinerede i Champions League, er det debutanterne fra City, der er kæmpe-favoritter til at gå videre til semifinalen.
Et kig hos oddssætterne viser, at en hjemmesejr til Fortuna giver pengene mere end 5 gange igen. X giver 3.5 igen, mens en udesejr blot giver pengene 1,55 gange igen.
Optakt fra Mediano
Mediano med Arnela Muminović i front for kvindefodbolden, har produceret et par yderst interessante podcasts som optakt til kvartfinalen.
1. del ser på det sportslige aspekt, mens 2. del ser på det kommercielle aspekt af kampene. Lyt med. Det er ret godt!
Optakt fra TV2 Nord
Onsdag aften var TV2 Nord forbi stadion for at fortælle om Carli Lloyd og tale med Florentina Olar.
Pernille Harder venter i semifinalen?
Vinderen af opgøret får fornøjelsen af at møde vinderen af kampen mellem Lyon og Wolfsburg med Pernille Harder i truppen.
Det er vel nærmest en skrækmodstander, men samtidig en fantastisk gulerod.
De to sidste kvartfinaler er Bayern mod PSG og Rosengård med Sofie Junge og Sanne Troelsgaard i trupppen og danske Jack Majgaard Jensen på trænerposten mod Barcelona med Line Røddik
Vi håber, på et godt resultat for Fortuna Hjørring og dansk kvindefodbold. En sejr vil give genlyd i Europa, og minde fodboldverden om, at Danmark har potentialet til at nå langt til EM til sommer.
Links
UEFA Womens Champions League hovedsiden
UEFAs side om opgøret mellem Fortuna Hjørring og City