Født: 1997
Fødeby: Glostrup
Nuværende bopæl: Glostrup
Sporten
Hvilken sportsgren dyrker du?
Badminton
Hvor meget træner du?
Lige pt. har jeg en del problemer med min skulder, som gør, at jeg næsten ikke kan træne.
Dette har dog givet mig en masse tid til at forbedre mig rent fysisk, hvilket jeg har godt af, da jeg ikke er så muskuløst bygget 😉
Inden jeg blev skadet, trænede jeg typisk badminton 6 gange om ugen. Derudover styrketræning 3 gange og 1-2 gange fysisk træning fx løb eller benarbejde.
Har du talentet fra din mor eller far?
Min far har spillet lidt badminton, da han var ung, men ikke på noget højt plan.
Min mor var sportsdanser, så man kan ikke rigtig sige, at jeg har fået talentet fra nogle af dem. Dog er jeg vokset op i badmintonhallen, da både min storebror, storesøster og lillebror alle tre også spiller eller har spillet badminton.
Hvor gammel var du, da du begyndte på din sportsgren?
5-6 år
Dyrkede du andre sportsgrene i ungdomsårene?
Jeg har gået til springgymnastik, da jeg var yngre. Jeg har altid godt kunne lide at hoppe rundt og lave vejrmøller og sådan noget. Jeg blev dog rykket relativt hurtigt op på et bedre hold, hvor trænerne ville have mig til at træne 2 gange om ugen, hvilket jeg ikke havde tid til med badminton.
Din karriere indtil nu:
Jeg startede i Greve Strands Badminton klub, da jeg var de 5-6 år, og har faktisk spillet i klubben lige siden.
Har du repræsenteret Danmark / været på landsholdet?
Jeg repræsenterede Danmark i 2015, da vi var til ungdoms EM i Polen.
Her fik vi en 3. plads for hold, og jeg blev ungdoms Europamester i damedouble.
Derudover har jeg været med ungdoms VM to gange, som er blevet afholdt i Malaysia og Peru.
Har du deltaget ved et mesterskab (DM, EM, VM, OL)
Jeg har deltaget i mange ungdoms DM, og har gennem tiden også hevet et par medaljer med hjem.
Jeg har indtil videre kun deltaget i to senior DM. I år var det desværre ikke muligt at deltage på grund af min skulder, hvilket jeg synes var rigtig ærgerligt, da jeg tror, at min makker og jeg kunne drille de lidt ældre spillere lidt. Det må blive til næste år 😉
Største oplevelse(r) med sporten?
Min største oplevelse med badminton indtil videre, må være da jeg var med til ungdoms VM for første gang. Her var vi i Malaysia.
I Malaysia er badminton en rigtig stor “ting”, hvilket også afspejlede sig hele setuppet. For mig er oplevelser som denne med til at give mig endnu mere blod på tanden.
Dit bedste resultat?
Mit bedste resultat må være, da jeg vandt ungdoms EM i damedouble i 2015.
(Red.: Sammen med Julie Dawall Jakobsen – se vinder-interview herunder. Bliver du også helt glad i låget af at se sejrsglæden hos de to piger:-) )
Hvad er din største drøm?
Jeg har siden, jeg var helt lille haft en stor drøm om at vinde en medalje til et OL. Selvfølgelig helst af guld 😉
Har du ritualer inden konkurrencer?
Jeg har en halskæde, og en ring, som jeg helst ikke spiller kampe uden, da jeg bilder mig selv ind, at det bringer uheld, hvis jeg ikke har dem på.
Hvem er dine idoler?
Jeg har egentlig ikke et sportsidol, men synes at Ma Jin fra Kina er en rigtig interessant spiller med en vild fed spillestil.
Kan du leve af din sport?
Som det er nu, kan jeg ikke leve af min sport, men jeg håber da, at jeg på sigt kan leve af det.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er dyrt at dyrke sport på det her niveau, og desværre er der ikke særlig mange penge i badminton sammenlignet med andre sportsgrene.
Studerer eller arbejder du ved siden af din sport?
I sommer (2016) afsluttede jeg min studentereksamen på CPH WEST HHX (nu NEXT gymnasiet).
Sidenhen valgte jeg at tage et sabbatår for at kunne fokusere mere på min træning. Desværre var jeg så uheldig, at jeg løb ind i en slem skulderskade, som jeg stadig kæmper med.
Derfor er planen i øjeblikket, at tage endnu et sabbatår for at komme tilbage på sporet. I mit sabbatår har jeg haft et lærervikarjob i Brøndby, som har været rigtig givende for, at min hverdag har kunne hænge sammen og give mening.
Hvilke gode råd vil du give en ung pige, der drømmer om en karriere i sport?
At man skal huske på, i de hårde tider, at pleje sig selv. Elitesport er ligesom business; benhårdt! Derfor skal man også huske at nyde livet ved siden af, og omgive sig med de mennesker, man holder af og giver en energi, Badmintonspiller Ditte Søby Hansen.
Jeg vil gerne sende en stor tak til……
Mine forældre – uden dem havde jeg aldrig fået mad på bordet og fået disse kæmpe muligheder for, at gøre det jeg elsker allermest. Derudover vil jeg gerne takke mine trænere.
Fritiden
Hvad er din favorit musik?
Jeg er mest til pop.
Hvad hedder din favorit bog?
Jeg har aldrig været den store bogorm, faktisk har jeg ikke læst en bog, udover dem jeg er blevet tvunget til gennem skoleårene.
Hvad hedder dine favorit film / serier?
Min favorit serie er helt klart Gossip Girl. Det er en serie, jeg kan se igen og igen uden at blive træt af den.
Har du et kæledyr?
Jeg har en kat, der hedder Bellini, og han er rigtig sød!
Hvad er dine livretter?
Helt klart bøf bearnaise med grove fritter – måske lidt salat ved siden af, hvis det er en god dag 😉
Når jeg slapper af så….
Hygger jeg mig med at se tv, og så går man aldrig galt i byen med en middagslur.
Faktisk sover jeg næsten til middag hver dag, hvis jeg har mulighed for det. Det er vist ved at blive en dårlig vane 😛
Dit bedste feriested?
Club La Santa, ingen tvivl om det! Jeg er der sammen med min familie næsten hver sommer. Jeg synes, det er så fedt, at man kan prøve alle mulige forskellige sportsgrene, samt at man også bare kan ligge og slappe af ved poolen.
Hvad skal der ske efter karrieren?
Jeg ville selvfølgelig ønske, jeg kunne spille badminton hele mit liv, men sådan kan det jo ikke være.
Lige pt. ved jeg ikke helt, hvad jeg kunne tænke mig at blive. Men jeg er stadig ung, så jeg har tid nok til at finde ud af, hvilken vej jeg vil gå.
Ditte Søby og de sociale medier
Alle billeder i portrættet er fra Dittes Instagram profil.
Tak til Ditte Søby
Kvindesport.dk siger tak til Ditte, og ønsker al mulig held og lykke i fremtiden. Vi håber, at du får mange gode oplevelser og resultater i karrieren.
Ditte har svaret på vores spørgsmål i april 2017.
Hvem er du fan af?
Kunne du tænke dig at komme lidt tættere på dit idol? Send dit forslag til redaktionen, og vi vil gøre vores bedste for at opfylde dit ønske. Eneste krav er, at dit idol er en kvinde,-)