Sikke en kamp! Mål direkte på hjørnespark, rødt kort og en indædt fight. Der var gang i den i U17 landsholdets revanchekamp mod Finland mandag formiddag. Se highlights sidst i artiklen.
Landstræner Kristian Mørch havde foretaget ni ændringer i start-11’eren i forhold til U17 landsholdet første kamp mod Finland i fredags, der blev tabt 1-0 trods overvægt i spil og chancer.
Mandagens kamp blev spillet på det smukke Eerikkilä Sport & Outdoor Resort på bredden af en af de mange søer i de 1000 søers land, hvor pigerne har været indkvarteret siden i onsdags.
“Der skal arbejdes hårdt piger – det landskamp for fa….” lød det fra sidelinjen midt i 1. halvleg, og de danske piger lyttede efter det motiverende råb, der ser værre ud på skrift, end det lød i højttalerne på det TV, hvor undertegnede fulgte kampen.
Danmark kom foran 1-0 efter 27 minutter på et direkte hjørnespark fra venstre side, hvor FC Nordsjællands Kathrine Møller Kühl leverede det præcise spark. 10 minutter senere blev føringen fordoblet, da Brøndbys Emilie Byrnak opsamlede en løs bold på kanten af feltet. Hun tog et træk ind i feltet og placerede bolden smukt i det lange hjørne til en dansk 2-0 føring.
Bortset fra et hårdt nærgående frispark i kampens indledning, havde finnerne ikke haft meget at byde på offensivt i 1. halvleg. Desværre nåede det blåblusede hjemmehold alligevel at få reduceret lige før pausen, da de fangede det danske forsvar på hælene, og fik scoret på en ripost fra den danske keeper Sofie Harrit Nielsen-Grøn, der i første omgang ellers flot fik pareret den første afslutning.
Finsk fart over feltet i 2. halvleg
Det var et forvandlet hjemmehold, der kom ud efter pausen. De lagde et stort pres på danskerne og kom frem til flere farlige afslutninger. Udover et større finsk pres, måtte danskere også se sig selv reduceret til til 10 spillere, da Emma Veletanlic fik sin anden advarsel.
-Vi må ikke være passive, vi skal stadigvæk spille, vi skal stadigvæk skabe muligheder. -Kom nu piger, lød det opmuntrende fra Kristian Mørch på sidelinjen lige efter udvisningen.
Og pep-talken virkede. Få minutter senere smaskede KoldingQ’s Sarah Thygesen læderet ned i målhjørnet på et overrumlende spark fra kanten af feltet. Sikke et spark!
Efter målet bevarede finnerne teten, men danskerne kæmpede med næb og klør for at holde fast i føringen. Efter 75 minutter måtte Sofie Nielsen-Grøn hive en klasseredning frem for at forhindre en finsk reducering på et hårdt skud helt inde under mål.
Få minutter senere var den danske keeper chanceløs, da finnerne reducerede til 2-3. Danskerne sløsede i opspillet, finnerne stjal bolden, og den finske angriber lagde flot bolden over i det lange hjørne. Målet blev indledningen på et massivt pres på danskerne, og vi skal prise os lykkelig for, at skarpheden manglede hos hjemmeholdet i de afgørende situationer.
Efter 92 minutter kunne de danske piger strække hænderne i vejret og juble oven på en “kvind-folke-indsats”, der må give masser af optimisme før de kommende EM-kvalifikationskampe i Vestjylland.
Kampfakta
28. minut 0-1 Kathrine Møller Kühl
37. minut 0-2 Emilie Byrnak
44. minut 1-2 Ella Kuivo
58. minut rødt kort til Emma Veletanlic
67. minut 1-3 Sarah Thygesen
82. minut 2-3 Viivi Ollonqvist
Highlights
Den danske startopstilling
Sofie Harrit Nielsen-Grøn, Lyseng
Frederikke Holmberg, Brøndby IF
Emma Veletanlic, KoldingQ
Frida Benzon, Team Odense Q
Marie Dalsgaard, Team Viborg
Emilie Byrnak, Brøndby IF
Ajla Julardzija, KoldingQ
Sarah Thygesen, KoldingQ
Kathrine Møller Kühl, FC Nordsjælland (anfører)
Klara Hornsleth, Lyseng
Sophie Gravesen, FC THY
På bænken: Sofie Fly Sørensen, Team Viborg, Julie Topp, Team Odense Q, Lærke Hammer, Fortuna Hjørring, Mille Jusjong, SIF Q, Seval Eroglu, KoldingQ, Cilje Ostenfeld, Brøndby IF, Malou Rylov, Brøndby IF, Signe Timmermann Clausen, Fortuna Hjørring, Mathilde Carøe Vistisen, Team Viborg.
Næste opgør mandag
Kristian Mørch har benyttet de to træningskampe i Finland, som forberedelse til tre EM-kvalifikationskampe, der spilles i Skjern og Ringkøbing allerede den 22., 25. og 28. september. Alle spillere har været i aktion, og det ser ud til, at truppen har haft en værdifuld tur til Finland, hvor de er rykket tættere sammen sportsligt og socialt.
Vi følger naturligvis EM-kvalifikationskampene her på kvindesport.dk.