
Foto: FIBA Europe
Det danske damelandshold i basketball var tilbage på den europæiske scene efter 19 års fravær, da de torsdag spillede den første EM-kvalifikationskamp ude mod Rumænien, der hurtigt skulle vise sig at være en lidt for stor mundfuld for danskerne, der tabte 70-55.
Danskerne startede kampen meget nervøst og kom bagud 7-0 før Line Piechnik efter små 3 minutter satte Danmarks første scoring – en flot 3-points-scoring.
Danskerne søgte i for lille grad ind under kurven og forsøgte at hente hjemmeholdet næsten udelukkende med skud fra distancen. Det var ikke løsningen, og rumænerne havde allerede efter de første 10 minutter opbygget en føring på 26-14.
2. periode var mere lige, og faktisk vandt danskerne perioden, så de kun var nede med 10 point ved pausen med en realistisk chance for at nå op til værterne. Stillingen ved pausen var 39-29.
I 3. periode kom danskerne faktisk helt indenfor 7 point af rumænerne, der dog desværre strammede op i rebound-spillet og tog et 12-0 run og satte danskerne til vægs og en 58-44 føring med ind i sidste periode.
Rumænerne var i fuld kontrol i sidste del af kampen. Kom foran med 20 point, inden danskerne fik lov til at pynte på stillingen inden slutsignalet lød og rumænerne havde vundet 70-55.
-Jeg har skrevet på mit taktikbræt, at hvert sekund på banen tæller, på det her niveau, sagde den danske landstræner Jesper Krone efter kampen til Danmarks Basketball Forbund. Den mindste uopmærksomhed, og den mindste fejl, bliver straffet, og det ser vi tydeligt i dag. Vi spiller en hæderlig kamp, og teknisk og taktisk er vi fint med, men forskellen er hurtighed i opfattelsen, fysik og mistede bolde.

Maria Jespersen var kampens topscorer med 18 point, da Danmark tabte til Rumænien 70-55 i den første kamp i EM kvalifikationen i 19 år. FOTO: FIBA Europe
Maria Jespersen: Blandede følelser lige nu
Efter kampen udtalte, Danmarks bedste spiller på dagen, Maria Jespersen, til Danmarks Basketball Forbund, at “hun var fyldt med ærgrelse fordi det føles som om, det var to meget korte perioders nedtur, der gav dem sejren”
-Jeg tror, vi alle går fra banen med blandede følelser, tilføjede Maria Jespersen, da hun blev bedt om at opsummere kampen. De er ikke så meget bedre end os, men vi skal spilles ind på det her niveau. Det er et andet tempo og en anden fysisk udfordring, så den del er lidt ærgerlig, når vi nu føler at vi med nogle kampe i kroppen godt kunne være med. Samtidig var det dog også sjovt. Der var god stemning, både på holdet og i hallen, så der var masser af energi. Alle har fortalt os, at det bliver en lang proces, men det er altså hårdt at få realiteten smækket lige i hovedet på den måde, vi fik i aften.
Danskerne får mulighed for at rejse sig allerede på søndag, når kvinderne spiller mod Italien for fulde huse i Gentofte Hallen.
Vi håber på en stor fest og stor opbakning til kvinderne, der får brug for det mod et stærkt italiensk mandskab, der noget overraskende tabte 62-52 hjemme til Tjekkiet i puljens anden kamp torsdag aften.
Statistik
Danmarks topscorere: Maria Jespersen 18, Emilie Hesseldal 10, Line Peichnik 9.
Danmark mistede bolden hele 22 gange i kampen og tabte rebound-statistikken med 49-39.