Her får du vores optakt til Champions League braget mellem sidste års finalister fra Wolfsburg og Lyon.
Kampen spilles onsdag kl. 20.45 og kan ses live på Wolfsburgs Youtube kanal, med optakt fra klokken 20.30.
Vi skal være ærlige og sige, at vi er i tvivl, om kampen kan ses udenfor Tyskland, men det er et forsøg værd.
Wolfsburg mandskabet overnattede i Freiburg, hvor de søndag vandt i Bundesligaen, inden de mandag eftermiddag rejste til Frankrig.
Der venter Wolfsburg en svær opgave på onsdag, når de skal prøve at få et godt resultat med sig hjem fra Lyon, der løb med Champions League trofæet for næsen af tyskerne i sidste års Champions League finale.
Begge hold har har selvtilliden i orden
Wolfsburg rejser til Frankrig med selvtillid i bagagen, efter at have scoret 13 mål i de seneste tre kampe i Bundesligaen, som alle er blevet vundet. Af de 13 mål har Pernille Harder scoret 5 inklusiv et hattrick.
Lyon ser uhyrlig stærke ud denne sæson, hvor det indtil videre er blevet til 24 kampe, hvoraf 23 kampe er vundet på tværs af Champions League, Division 1 og Coupe de France. Det eneste pointtab Lyon har lidt er 1-1 kampen mod PSG i november.
Lyon er spækket med stjernespillere som Ada Hegerberg, Shanice Van De Sanden og Marozsan Dzsenifer, mens Wolfsburg tropper op med profilerne som Almuth Schult og den brændvarme angrebsduo bestående af Ewa Pajor, der topper topscorerlisten i Bundesligaen, og vores egen Pernille Harder.
Pernille Harder har også mål i støvlerne i Champions League, hvor hun topper topscorerlisten med 6 mål, dog tæt forfulgt af Marie Katoto fra PSG og Fran Kirby fra Chelsea, der begge har scoret 5 mål.
I sidste års finale mod Lyon kom Pernille Harder på måltavlen, og om Pernille finder vej til netmaskerne i Lyon, finder vi ud af onsdag klokken 20.45, hvor kampen bliver sparket i gang.
Øvrige kvartfinaler
Onsdag spilles der også Champions League i Prag, hvor Slavia tager i mod Bayern München. Kick-off kl. 18.30. Kampen kan ses live her
Kl. 19.00 gælder det Barcelona og Brøndbys “overkvinder” fra LSK Lillestrøm.
Torsdag kl. 20.05 venter et imødeset opgør mellem Chelsea og PSG, hvor vi håber at se Signe Bruun i aktion. Nadia Nadim er låst efter at have spillet for Manchester City i turneringen i efteråret.