
Foto: Jan Christensen, DHF
Kvindelandsholdet i håndbolds assistenttræner, Lars Jørgensen, har forlænget sin aftale med Dansk Håndbold Forbund med knap to år, så parterne nu har papir på hinanden frem til 31. maj 2021.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen har dannet duo omkring landsholdet i snart to år og kan altså se frem til yderligere to år sammen.
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, siger således til forbundets hjemmeside:
”Lars sprang direkte som aktiv spiller til rollen som assistent på kvindelandsholdet, og der må vi bare sige, at vi ramte helt rigtigt. Foruden at være yderst kompetent er Lars også et utroligt behageligt menneske at arbejde sammen med, hvilket har gjort ham meget vellidt i spillertruppen. Han er ligeledes meget nysgerrig for hele tiden at optimere, han tager spændende initiativer, og så er han virkelig ydmyg i forhold til arbejdet med at få kvindelandsholdet til tops igen. Derfor glæder det mig, at vi er lykkedes med at forlænge aftalen med Lars,”
Lars Jørgensen selv er naturligvis også glad for sin kontraktforlængelse. Til forbundets hjemmeside udtaler han:
”Jeg er utrolig stolt over, at jeg har fået muligheden for at forlænge. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg meget gerne ville fortsætte arbejdet med de meget dygtige piger og den lige så dygtige stab omkring holdet. Det er virkelig lærerigt for mig at arbejde med såvel landsholdet som udviklingsprojektet lige under, så jeg er meget glad for det fortsatte samarbejde,”
Ved siden af rollen som assistenttræner skal Lars Jørgensen fortsat stå i spidsen for arbejdet med de danske ungdomstalenter.
Landsholdet samles mandag den 27. maj og spiller to VM-kvalifikationskampe mod Schweiz den 1. og 5. juni.
Truppen til VM-playoff kampene mod Schweiz
Målvogtere
Sandra Toft, Team Esbjerg
Althea Reinhardt, Odense Håndbold
Amalie Milling, København Håndbold
Stregspillere
Kathrine Heindahl, Odense Håndbold
Stine Bodholdt, Viborg HK
Sarah Iversen, Herning-Ikast Håndbold
Fløjspillere
Fie Woller, SG Bietigheim
Lærke Nolsøe, Nykøbing Falster Håndbold
Freja Cohrt, Odense Håndbold
Trine Østergaard, Odense Håndbold
Simone Böhme, Siófok KC
Bagspillere
Stine Jørgensen, Odense Håndbold
Anne Mette Hansen, Győri ETO
Kristina Jørgensen, Viborg HK
Mie Højlund, Odense Håndbold*
Nadia Offendal, Odense Håndbold
Lotte Grigel, Debreceni VSC
Helena Elver Hagesø, Aarhus United
Louise Burgaard, Herning-Ikast Håndbold
Celine Lundbye, Aarhus United
*Simone Petersen fra Aarhus United står stand-by, hvis Mie Højlund ikke bliver klar.
Programmet
Lørdag den 1. juni klokken 16.10: Danmark-Schweiz. Spilles i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena
Onsdag den 5. juni klokken 18.15: Schweiz-Danmark i AXA Arena, Winterthur.
Køb billetter til hjemmekampen og støt de danske håndboldkvinder
Kampene vises på TV2