Danmark åbnede Algarve Cup 2019 med et bittert nederlag til Norge.
Gennem hele kampen var det danskerne, der var mest på bolden og kom frem til de farligste afslutninger, og de danske spillere må ærgre sig over, at de ikke fik alle tre point i åbningskampen.
Første halvleg med dansk dominans
Norge havde kampens første chance efter fem minutter på en fladt skud som Abel tog sig af.
Danmarks første reelle chance kom efter 13 minutter. Et hårdt langskud fra Harder, der er en lille meters penge over mål.
I det 17. minut kom Danmark foran på mål af Nadia Nadim. En lang stikning frem i venstre side, får Nadia, i tæt kamp med en forsvarer, flot tippet over den fremadstormende norske keeper. 1-0 til Danmark!
Efter 23 minutter fik Danmark en gylden mulighed for at score til 2-0. Nadim fører bolden frem i højre side, stikker den ind i feltet til Harder, der spiller på tværs til en hel fri Nicoline Sørensen, der desværre skyder højt over mål.
Efter 36 minutter fik Norge sin største chance efter en opspilsfejl fra danskerne. Heldigvis afslutter den norske angriber svagt og udenfor målrammerne fra kanten af straffesparksfeltet.
Kort før pausen er Norge igen farlige. De kommer frem til en god afslutning tæt på mål, men skuddet bliver heldigvis blokeret af Janni Arnth. Det efterfølgende hjørne løb ud i sandet.
Norge vender kampen på hovedet i det sidste kvarter
Anden halvleg starter med to store chancer til Danmark. Nicoline Sørensen skyder forbi mål efter en solotur, mens Nadia Nadims frække afslutning bag om støttebenet bliver taget af den norske keeper. Efter en times spil er det Sanne Troelsgaard, der tilkæmper sig bolden på midten af banen og sætter Pernille Harder op til skud. Desværre tøver vores anfører med afslutningen. Stadig 1-0 til Danmark.
I det 76. minut får Norge desværre udlignet til 1-1 da Therese Åsland med sit første mål i den norske landsholdsdragt, flot scorer direkte på frispark, da hun sætter bolden rundt om den danske mur.
Fem minutter før tid får Nadia Nadim chancen for at blive dobbelt målscorer, men hendes hovedstød efter et hjørne bliver for svagt, og gribes nemt af den norske keeper.
I kampens sidste minut stjæler Norge sejren. Ud af ingenting får Norge skabt en målchance og et skud, der kun pareres af Abel. Returbolden ryger ud til Lise-Marie Utland, der i en tæt duel med det danske forsvar får kastet sig ind i bolden og scorer til slutresultatet 2-1. Øv øv øv.
Startopstillingen mod Norge
Sara Holmgaard var i startopstillingen og fik dermed sin A-landsholdsdebut. Stort tillykke til Fortuna Hjørring spilleren.
Værd er det også at bemærke, at Katrine Abel blev valgt i målet fremfor Line G. Johansen, og at Stine Ballisager blev foretrukket fremfor tilbagevendte Line Røddik i forsvaret. Stine spiller til dagligt i Norge, så det er oplagt, at landstræneren ville drage nytte af hendes kendskab til flere af modstanderne.
På bænken for Danmark: Line G. Johansen, Cecilie Sandvej, Line Røddik, Emilie Henriksen, Julie Tavlo (indskiftet 60. minut), Karen Holmgaard, Amalie Thestrup, Emma Snerle, Frederikke Thøgersen (indskiftet 72. minut), Sarah Jankovska (indskiftet 87. minut) og Signe Bruun (indskiftet 87. minut).
Kampfakta
17. minut. 1-0 til Danmark. Nadia Nadim
45. minut. Advarsel til Sanne Troelsgaard
57. minut. Udskiftning. Julie Tavlo afløser en skadet Sofie Junge.
72. minut. Udskiftning. Frederikke Thøgersen afløser Mille Gejl.
76. minut. 1-1. Therese Åsland. Direkte på frispark.
87. Minut. Udskiftninger. Nadim og Harder ud. Jankovska (debut) og Bruun ind.
90 + 3- minut. 2-1 til Norge. Lise-Marie Utland.
Kina venter på mandag
På mandag spiller Danmark igen. Kl. 14.15 møder vi Kina i sidste gruppekamp inden, der venter en placeringskamp, der spilles onsdag den 6. marts. Kina mod Norge spilles i øvrigt fredag kl. 14.15.
Reklame – giv en hånd til kvindesporten
Vi søger redaktører, der brænder for sport, og kan formidle passionen på skrift. Lige nu er vi på udkig efter dygtige personer, der har tid og lyst til at skrive om følgende:
- danskerne i svensk og/eller norsk fodbold
- kvindetennis
- kvindegolf
- kvindecykling
- eller det du brænder for…….
Klik på banneret og læs mere.