Som vi skrev om allerede i juni måned, har UEFA besluttet at ændre formatet for Champions League. Ændringen vil først træde i kraft fra sæsonen 2021/2022.
Ændringen medfører, at der, efter de indledende runder, dannes fire grupper med fire hold i hver, hvor der spilles gruppekampe ude og hjemme.
Nummer 1 og 2 i de fire grupper går videre til kvartfinalerne, hvorfra turneringen afvikles som knock-outs med ude- og hjemmebanekampe i kvart- og semifinaler og naturligvis én stor finale-aften.
Formatet ser ud til at give tre pladser til de seks højst placerede lande på UEFAs rangliste. Nummer syv til seksten får to pladser, mens øvrige lande får én plads i Champions League. Vi må forvente at Danmark indtager en plads mellem nummer syv og seksten første gang formatet træder i kraft.
Denne model er helt sikkert valgt for at give flere pladser, i den eftertragtede turnering, til nye storklubber i de store fodboldlande, der har behov for at vise sig frem på den internationale scene for at få økonomien til at hænge sammen i klubbernes kvindesatsning.
UEFA meddeler selv, at den generelle marketing og mediedækning vil blive øget markant fra gruppefasen og fremefter i turneringen, hvor der vil blive ekstra fokus på kvindernes Champions League, fordi kampdagene ikke kolliderer med fx mændenes internationale turneringer.
Læs mere om det nye format hos UEFA her.
Danske pladser i fare i fremtiden?
I flere år har Brøndby og Fortuna Hjørring repræsenteret de danske farver, da begge klubber har haft europæiske point nok til at kvalificere sig via UEFAs rangliste.
Lad os håbe, at vi fremadrettet kan opretholde to pladser i det fine selskab, selvom det nok bliver sværere og sværere jo flere penge andre forbund og klubber investerer i kvindefodbolden.
Vi måtte sige farvel til Fortuna Hjørring og Brøndby i 1/8-delsfinalerne i år, men kan se frem til spændende opgør i kvartfinalerne med blandt andre Arsenal mod PSG.
I 2020 spilles finalen den 24. maj på Viola Park i Wien.
Vi følger Champions League
Du kan læse alle vores artikler om Champions League via dette link, der bringer dig til en oversigtside, hvor alle vores artikler er samlet.